Jeg skal dø…

Det er er der selvfølgelig ikke noget odiøst i, det skal vi jo alle sammen før eller siden.

Men jeg har fået sat tid på.

Inden for de næste otte måneder vil resterne af mit afsjælede legeme blive stedt til hvile på kirkegården i Solrød Landsby. 
Jeg er også ret sikker på at det vil blive en forholdsvis voldsom død.

Annonce
Annonce

Statistikken taler for at det vil være en eller anden form for eksplosion som tager livet af mig.

Jeg vil gå på min plads i den dråbe hvor delingsføreren har befalet mig til at være under dagens patrulje. Vi vil højst sandsynligt være ved at passere en eller form for hindring i terrænet. Sikkert en af de utallige vandingskanaler som afghanernes marker er rammet ind af, og som de fra tid til anden blokkerer med en primitiv dæmning af mudder eller en plade af træ, så den oversvømmes, og således vander selvsamme marker. 
Nu er det jo ikke sådan, at de lokale selv hopper op og ned ad kanalerne når de skal rundt og passe deres marker, det er en disciplin som vi vestlige soldater er ene om at udføre.

Der er masser at små og store broer og spange der fører over kanalerne, men det er så også der det er mest oplagt for vores fjende at lægge sine satans vejsidebomber. Og når nu de lokale ikke er så meget for at fortælle os hvor bomberne ligger begravet, så holder vi os til de våde og mudrede kanaler, der for i øvrigt også fungerer som deres toilet, i forsøget på at undgå at blive sprængt i luften.

I det jeg er ved at passere vil det ske. Den soldat som går foran mig i dråben vil række sin hånd ned til mig for at hjælpe mig op af kanalen. Vandet går mig til livet og det stykke af brinken hvor jeg skal op vil være glat og fedtet af mudder fra alle de andre som er kravlet op før mig.

Jeg tager fat i den udstrakte hånd. Vi griber om hinandens håndled, det giver det bedste greb. På den måde vil jeg ikke ryge bagover og ned i kanalen, hvis mine fødder skulle snuble. Jeg rækker ham min karabin, som han tager med sin anden hånd og lægger den i græsset ved siden af sig.

Jeg sætter min højre fod op på den fedtede brink og træder til, samtidig med at jeg trækker med mine arme. Jeg kan mærke hvordan foden glider nedad i det fedtede mudder. Jeg trækker mit venstre ben op ad vandet og sætter foden i, 20 cm over den højre, som jeg i samme nu trækker op og vil sætte på kanten over den venstre. Jeg glider mod venstre samtidig med at jeg bliver trukket mod højre. Begge mine fødder mister fæstet og jeg ryger tilbage i kanalen med fødderne først, glidende på maven ned ad brinken og med et fast greb i min makkers hånd.

Da jeg står på bunden af kanalen igen, giver vi slip på hinandens hænder og griner til hinanden. Lortemudder! Lortekanal! Fucking Lorteland! Vi gør et forsøg mere.

Denne gang kravler jeg på knæene samtidig med at jeg trækker i min makkers arm og det græs jeg nu kan nå på kanten. Sammen får vi fedtet og trukket mine 127 kg, inklusiv uniform og udrustning, op på kanten af kanalen. Jeg fatter mit våben, rejser mig op, og træder et skridt til højre…

Det summer for mine ører, min næse, mund og mine øjne er fyldt med skidt og støv. Jeg plirrer kraftigt med øjnene i et forsøg på at kunne se bedre. Jeg spytter skidt og møg ud af min mund for at kunne trække vejret ordentlig. Min krop føles tung og forslået, som om en kæmpe hånd har løftet mig op i luften og klasket mig for fuld skrald ned i jorden.

Hvad fanden er der sket?

Det ene øjeblik trak min makker mig op af kanalen, og nu ligger jeg her og kan ikke høre noget. Han må have udløst en IED! Jeg prøver at kalde på ham, men min mund føles tør og fyldt med skidt. Jeg fører min venstre hånd op til min mund for at tørre det værste væk. Det føles ikke rigtigt. Jeg kigger på den. Den ser forfærdelig ud.

Min handske er helt væk og hånden er smurt ind i uskøn blanding af blod og skidt. Lille- og ringefingeren er helt væk. Langefingeren hænger og dingler i noget hud og pegefingeren sidder helt skævt. Tommelfingeren ser dog nogenlunde uskadt ud, bortset fra skidt og rifter, og jeg kan også bevæge den.

LÆS OGSÅ :  Løkke på flagdag: I år har alle fået deres kære hjem

Jeg checker min højre hånd. Den ser uskadt ud. Handsken er der endnu og jeg kan bevæge alle fingre. Bortset fra en summen i hele kroppen så føler jeg egentlig ikke nogen smerte.
Jeg prøver at sætte mig op, men kan kun komme op og støtte på min albue. Mine ben vil ligesom ikke rigtigt hjælpe til.

Jeg kigger ned af mig selv. Mit højre ben er stort set væk. Det ender lige under hoften i et sammensurium af stof fra mine bukser, blod og skidt. Mit venstre ben er der stadig, men underbenet peger nærmest vinkelret ud til venstre. Det er mig som har trådt på en IED!

Mine skader er standard for en som træder på det som betegnes som en Pressure Plate-IED. Bomben har ligget lige der hvor jeg har trådt med min venstre fod. Eksplosionens fysik gør at mit venstre ben bliver blæst af ved knæet, det højre ved hoften og min venstre hånd, som holder yderst på min riffel, bliver også mere eller mindre smadret.

Jeg lægger mig ned på ryggen igen og puster ud. Jeg kender godt proceduren. Lige nu har mine kammerater skreget ”Contact Explosion” og er ved at danne sig et overblik over hvor mange tilskadekomne der er.

Mit job er at gå i gang med at hjælpe mig selv. Jeg burde arbejde som en gal for at stoppe den store blødning på det sted hvor mit højre ben sad for lidt siden.

Jeg har et tourniquet til at side midt på brystet, fastgjort med en elastik, i det som hedder ”trekantsområdet”. Vores procedurer foreskriver at der SKAL sidde et tourniquet der, så man altid er klar til at hjælpe sig selv hvis man bløder kraftigt fra en af sine fire ekstremiteter.

Mine kammerater må ikke bare slippe alt hvad de har i hænderne og ile mig til undsætning.

Alle er klar over at vores udspekulerede fjende som regel altid lægger IED’erne parvis, således at der er mulighed for, at dem som kommer ofret fra den første eksplosion til undsætning, udløser den anden, og dermed skaber endnu mere kaos. Mange gange ligger de også på lur og er klar til at beskyde os når IED’en er udløst, på den måde er der maksimalt pres på og risikoen for fejl og flere tab stiger.

Uanset hvad der gør at mine kammerater ikke er kommet mig til hjælp endnu, så orker jeg ikke at hjælpe mig selv, jeg kan godt bevæge min højre hånd, men jeg har ingen kræfter i den. Jeg føler mig så umådelig træt, så jeg trækker vejret dybt en ekstra gang og lukker mine øjne…

Remember that tanktop you bought me
You wrote ‘You’re gorgeous’ on it
You took me to your rented motor car
And filmed me on the bonnet

Solrød Kirke er en smuk gul landsbykirke, som de er flest i Danmark. Den er fra midten af 1200-tallet og ligger idyllisk midt i Solrød Landsby, omkranset af en mindre kirkegård og lige op ad Solrød Bæk. Jeg har ikke noget specielt forhold til kirken. Jeg syntes bare at den er pænere end den moderne Solrød Strandkirke, som ligger midt i Solrød. Dagen i dag er faktisk første, eneste og sidste gang at jeg rent fysisk er til stede i den.

Min begravelse er en standard militær begravelse der forløber stort set som min kone og jeg planlagde det sidste efterår, da vi sammen udfyldte ”Min sidste vilje”. Et dokument der i detaljer beskriver hvad der skal ske hvis man som udsendt soldat indløser billet til den uigenkaldeligt sidste hjemrejse.

You got me to hitch my knees up
And pulled my legs apart
You took an instamatic camera
And pulled my sleeves around my heart

Min kone var ellers direkte imod, at det skulle være en militær begravelse. 
I det hele taget var hun stor modstander af at jeg skulle i krig i Afghanistan. Hun accepterede at jeg skulle afsted, fordi at jeg er professionel soldat og at det er en del af jobbet, men hun gjorde det under protest. Hun ville som udgangspunkt derfor ikke have, at der skulle være noget som helst militært islæt; ”hvis du bliver slået ihjel på grund af den latterlige krig, så er de sidste jeg gider se på til din begravelse, den flok hykleriske politikere og generaler som sendte dig afsted i første omgang!”, sagde hun.

LÆS OGSÅ :  Løkke på flagdag: I år har alle fået deres kære hjem

Senere ræsonnerede vi os frem til, at når det nu var den danske stat der indirekte var medskyldig i min alt for tidlige død, så kunne de sgu’ også få lov at betale for gildet.

Derudover ville min kone jo også blive befriet for en del praktiske gøremål i forbindelse med min kassefest.

Alle de sædvanlige pinger fra det officielle Danmarks begravelses-entourage er mødt op.
Forsvarsministeren, forsvarschefen og en masse andre officielle repræsentanter for stat og militær, som jeg aldrig nogensinde har mødt i levende live. Ansigterne er lagt I de rette sørgmodige og respektfulde folder, benhård business-as-usual.

Endnu en soldat skal stedes til hvile.

De defilerer alle forbi min sørgende familie og udtrykker deres kondolencer, samt dybeste taknemmelighed og respekt for, at lige præcis vores lille familie har ydet det ultimative offer for fred, frihed og en bedre verden. 
Min kone er høflig og siger pænt tak, men jeg ved at inderst inde foragter hun dem alle for det de repræsenterer.

Hvad nytter deres tomme løfter om ”en taknemmelig nation” og at mit, hendes og børnenes offer aldrig vil blive glemt?

Det kan hun ikke bruge til noget når natten falder på og sengen ved siden af er tom, når drengene har fødselsdag og hun alene skal sørge for at købe gaver og arrangere fest eller når hun har brug for sin mand til at holde om hende og fortælle hende at han elsker hende.

Hun forbander resterne af mit afsjælede legeme for at forlade hende og drengene og drage i en nytteløs krig 5000 km væk fra Danmark. Hun forbander mig for at have sat mit liv, deres og vores liv på spil.

Hun forbander mig for at have forladt dem for evigt.

Because you’re gorgeous, I’d do anything for you
Because you’re gorgeous, our love will see us through
Because you’re gorgeous, I’d do anything for you
Because you’re gorgeous, I know you’ll get me through

Babybirds sang fra 1995 fylder kirkerummet og min kone smiler, og græder. Det er vores sang. Den giver ikke rigtigt nogen mening i forhold til kærlighed, men jeg faldt for omkvædet og gjorde den til min kærlighedshyldest til min kone. Vi har den til ”Singstar” på Playstation’en og jeg har en t-shirt uden ærmer som min kone har skrevet ”You’re gorgeous” på med en sprittusch.

Jeg fik sågar lavet en tatovering på min venstre overarm, to dage inden jeg rejste til Afghanistan, som forestiller et hjerte med teksten ”gorgeous” skrevet henover.

Det er kun min kone som forstår sammenhængen, og er vores sidste forsøg på et intimt øjeblik, inden det for evigt er farvel.

Ovenstående er et forsøg på at illustrere hvilke tanker man som soldat skal igennem, når man bliver sat til at løse en opgave der med forholdsvis stor sandsynlighed kan koste ens liv.

Alle som bliver udsendt på internationale missioner bliver bedt om at forholde sig meget konkret til deres eventuelle og snarlige død. Dette sker i forbindelse med at man skal udfylde ”Min sidste vilje” hvor man skal tage stilling til en masse praktiske gøremål forbundet med ens død og begravelse.

Der er selvfølgelig stor forskel på hvilke trusler som Danmarks udsendte står overfor og nogle er også mere konkrete end andre.

Jeg har taget udgangspunkt i min egen udsendelse til Afghanistan i 2010, hvor jeg skulle fungere som CIMIC-officer, med udgangspunkt fra FOB Armadillo i Helmand.

Her var truslen endog meget konkret fra vejsidebomber og inden selve udsendelsen brugte vi meget tid og energi på at øve de procedurer der skal træde i kraft når en soldat bliver ramt af en sådan bombe. Så det krævede ikke den store fantasi at forestille sig hvordan man eventuelt ville komme af dage. Stort set alle de tab som vi havde på vores hold, led vi da også pga. vejsidebomber.

Det er en barsk omgang at skulle forholde sig så konkret til sin egen død, og der blev heller ikke udvekslet mange grin da min kone og jeg i fællesskab udfyldte min sidste vilje. Men på en eller anden måde hjalp det mig til at håndtere min frygt, da jeg så rent faktisk skulle fungere som soldat, på jorden, i Helmand.

Jeg havde ligesom accepteret at jeg skulle/kunne dø, så derfor fyldte det ikke mere i min bevidsthed end at jeg stadig kunne fokusere på at løse min kerneopgave.

Mads Silberg

Skrevet by Mads Silberg

Blogger/ kronikskribent på krigeren.dk. Tidl. kaptajn i Hæren.

4 kommentarer

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *