Uge 37 var uden tvivl en begivenhedsrig uge, og muligvis også den vådeste og koldeste indtil videre. Der var ugen hvor de friske drenge og piger i HBU’en skulle prøve kræfter med dem selv og hinanden.

Det var ugen hvor 2 DEL blev objekt for en del vrede og sure opstød i 1 ESK da de med deres interne ”slåskamp” fik pådraget resten af ESK en 13.3 km gåtur torsdag nat med 10 Kgs oppakning. Turen viste sig dog at være hyggelig nok til trods for ømme fødder og kold krop, grundet regn. br> Vi startede ugen med en stille og rolig dag, hvor vi blev omskolet til vagt på kasernen. I den forbindelse fik vi bl.a. at vide, at det var en god forretning at have værnepligtige siddende i vagten, da vi ikke er nær så dyre i drift, og at vi må sidde i vagten 24 timer i træk, i modsætning til stående styrkers 13 timer.

Tirsdag lagde vi ud med en lektion om krigens love, inden vi for alvor tog fat på BIFU og diverse searches. Det vi i grove træk har lært denne uger er, hvilke situationer man kan komme ud for, når man som udsendt er på patrulje, opsætter en Mobile Check Point på vejen, bemander et OP og generelt har med lokalbefolkningen at gøre. Desuden har vi prøvet hvor mange tæsk man kan få når en stor gruppe mænd tonser ind i dig, mens du holder et plexiglasskjold foran dig som forsvar. Jeg kunne uddybe rigtig mange af tingene vi har beskæftiget os med i den her hektiske uge, men jeg vælger at tage noget der måske kan virke en smule kedeligt.

Da vi tirsdag morgen var til første foredrag om krigens love, blev jeg en smule chokeret. En soldat eller kombattant, skal altid og uden undtagelse følge krigens love. Det er vedtaget mange lande imellem (man kan selvfølgelig ikke altid få alle med), men vigtigst af alt, det er vedtaget i Danmark. Så da snakken faldt på om hvorvidt man skal yde sin fjende førstehjælp hvis han er såret, blev jeg forarget over at flere var imod det.

”Hvorfor skal jeg redde ham jeg lige har skudt?”
”Jeg ville bare efterlade ham.”
”De ville jo ikke behandle os”

Men selvom du står og skyder på manden på den anden side er han stadig en mand. Han bliver ikke et dyr der skal slagtes det øjeblik han tager et våben i sine hænder. At man kan have sådan et lemfældigt forhold til liv og død er mig uforståeligt, når nu jeg værdsætter livet højere end noget andet. Bare det at jeg i vores MCP-scenarie havde ”dræbt” en mand da han pegede på mig med en pistol, gav mig en underlig fornemmelse. En helt forkert fornemmelse. Måske er det bare mig den er gal med. Jeg er nok ikke egnet til at være soldat.

Men det var nu sjovt at få – og give – tæsk i blå kæde. Måske et det hele alligevel ikke så galt. Bare de ikke sender MG Viby med næste ISAF-hold.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

EFTERLAD ET SVAR