… SIDSTE SØNDAG I EFTERÅRSFERIEN…

/PC frem på sofabordet. Mere gin i glas. Skippermix i skål på bordet i nøje udregnet armslængde fra lænestolen. På med DRs “Broen 3”. 

43 minutter senere: Der er ikke mere Skippermix i skålen, og nu er jeg bitter. Problemet med denne bitterhed er, at jeg ikke ved, hvem jeg skal ringe og skælde ud. Det er en af de udfordringer, som ikke kan løses ved at klage til en person eller offentlig instans. 

Den slags problemer har det med at dreje rundt om sig selv, og pludselig peger pilen indad. Er det overhovedet et problem? Hvor meget gin har jeg egentlig drukket?

Åbne PC igen. Nu ved jeg det! Jeg brokker mig på internettet, på bloggen:

…bum, bum, bum… 

Jeg savner nogle raske eks-soldater i offentligheden

/fin overskrift, Jimmy. Den kører vi med. Ingen grund til at rette. 

Over 30.000 krigsveteraner bor i Danmark. De har alle været på mission, fordi et politisk flertal har givet dem en opgave. De har besøgt pletter på verdenskortet fuld af bevæbnet uenighed. Nogle af dem flere gange.

Ifølge Veterancenterets seneste undersøgelse har langt de fleste krigsveteraner en sund krop, en sund psyke. 10 procent af veteranerne har diagnosen PTSD.

Der er helt sikkert nogle tilfælde, som ikke florerer i statistikken. Fordi forsvaret, kommunen eller lægen ikke har fundet ud af det og smidt den pågældende veteran ind i et skema – hvilket der kan være flere grunde til.

Men det ændrer ikke ved, at det helt store flertal af tidligere udsendte soldater har det godt. Nogle er måske endda lykkelige.

/pas på sarkasmen, Jimmy. 

Men åbner jeg en bog eller tænder for fjernsynet, vælter det frem med afstumpede, aggressive og grundangste mænd, der har mistet kontakten til deres familie og deres eget hoved.

Screenshot fra DR
Screenshot fra DR

I DRs serie “Broen 3”, som sendes lige nu, møder man i første afsnit en Afghanistan-veteran. Han bor i en art skurvogn, der er lurmineret. Han har gjort den klar til sprængning, når han ikke er hjemme. På den måde slipper han for, at nogen roder i hans ting. Men det ved man ikke, før en kvindelig betjent træder ind i skurvognen, fordi hun ifølge loven gerne må vade derind, selvom veteranen ikke er hjemme. Hun har en kendelse. Men det er veteranen ligeglad med. Han kærer ikke for lovgivning. Den følelse har han mistet i Afghanistan. Nu er han bitter, rodet, apatisk og destruktiv.

/du burde overveje, hvorvidt det er værd at nævne, at du kun har set knap 70 procent af første afsnit. Du ved jo ikke, om veteranen viser sig at have gode grunde til at opføre sig sådan, Jimmy. Drik noget mere gin og tænk over det. 

Lad mig komme med nogle flere eksempler. De seneste år har forlagene mæsket sig i krigslitteratur. Der er udkommet så mange ord om krig og veteraner, at Klaus Rothstein fra Weekendavisen og P1s program “Skønlitteratur” har følt sig kaldet til at skrive en bog om bøger, der handler om krigslitteratur.

Rothsteins konklusion: 90 procent af krigslitteraturen handler om en psykisk syg krigsveteran, som er ved at sprænge op indvendigt; har opgivet at passe ind i samfundet; har det svært med høje lyde; som i det hele taget har det miserabelt.

(Læs mere om Klaus Rothsteins bog “Soldatens år” her: http://www.rothstein.dk/)

Rothstein konkluderer dermed også, at det er soldaten frem for krigen, der oftest er i fokus, når der skrives og udgives bøger.

  • Lars Husum: “Jeg er en hær”. Hovedperson: Afstumpet krigsveteran.
  • Michael Katz Krefeld: “Protokollen”. Hovedperson: Mentalt ustabil Afghanistan-soldat begår terrorhandling.
  • Mikael Josephsen: “Neden under”. Biperson: Hjemvendt soldat venter på en benprotese.
  • Niels Lund: “Før det sidste”. Biperson: Soldat sendes hjem på grund af “noget med nerverne.”

Den syge krigsveteran findes også på film. I for eksempel “The Deer Hunter”, “Brotherhood of War”, “Apocalypse Now”, “Saving Private Ryan” og i “The Big Lebowsky”, hvor en af bipersonerne er en fedladen, våbenglad veteran, der bare aldrig stopper med at snakke om Vietnam.

Jeg elsker den film, men det er igen det ødelæggende – her socialt belastende – i veteranen, som filmen fremhæver.

Og så er der undtagelser. Naturligvis. “Band of Brothers” viser grumsomhederne, kærlighed mellem mænd i krig, deres savn, deres arbejde, konsekvenserne af deres arbejde og de pårørendes kvaler på en fantastisk måde.

Der er flere gode eksempler, men de fleste krigsfilm placerer sig enten i Hollywood-grøften, hvor ildkampe er fede og flotte, og hvor helten redder dagen, eller også lander de i en socialrealistisk grøft, hvor den efterladte hustru ses græde og skælde ud i frustration over, at manden har taget sin pult på ryggen og er skredet i krig. Hun er nu efterladt til ble- og dækskift, til opdragelse, fødselsdage og weekendproblemer.

Filmen “American Sniper” om den virkelige amerikanske sniper, Chris Kyle, hopper frem og tilbage i begge grøfter.

/du har da også selv et eksempel fra dit eget liv. Hvorfor skriver du ikke det? Tør du ikke? Er du bange for at hende den søde journalist bliver sur på dig? Hun filmede dig til VICE på DR3. Journalisten sagde til dig, lige op i dit ansigt, at hun syntes, du virkede som en soldat, der var afklaret og kommet godt videre efter din tur til Afghanistan. Men da programmet blev sendt, var det klippet på en måde, så det så ud, som om du røg og drak under hele interviewet. De zoomede ind på glasset i din hånd, Jimmy. Det er et redaktionelt valg! Du lignede en neurotisk radiojournalist med brug for at dulme nerverne. Skriv det! 

I journalistikken er der talrige eksempler på, at soldaten med psykiske traumer, benprotese eller misbrugsvaner er i fokus. Behandlingen af syge krigsveteraner, og mangel på samme, ligger lige til nyhedstrekanten. Det er dramatisk, der skal råbes af nogle ansvarlige, og der er skidegode billeder i en veteran, der sidder ude i skoven og sukker.

Jyllands-Posten har vundet Cavlingprisen for avisens dækning af den manglende behandling af danske krigsveteraner.

DR3-dokumentaren “Basejumper” handler om en ung, dansk Afghanistan-veteran, som er så afhængig af adrenalin, at han forsøger at dulme sin tilsyneladende uendelige trang ved at kaste sig ud fra klipper og dropper kæresten, fordi hun er i vejen.

Det er både fascinerende og uhyggeligt.

Jeg har selv stået for min del af dén journalistiske kage med historien om Afghanistan-veteranen Henrik Martin Andersen, der er flyttet ud i Perus jungle og behandler sig selv med en af verdens kraftigste psykedeliske drikke, Ayahuasca.

Henrik Martin Andersen har diagnosen PTSD. Men til mit forsvar lavede jeg blandt andet den radiodokumentar, fordi han – modsat de fleste andre veteraner i mediebilledet – ikke var sunket sammen på sofaen, ikke havde indespærret sig selv i en skurvogn, men han havde derimod konkluderet, at hjælpen udeblev fra systemet i Danmark, og derfor tog Henrik Martin Andersen sagen i egen hånd.

(link: 24syv Dokumentar, SOLDATEN I JUNGLEN)

Så kan man altid diskutere resultatet: Hvor rask Henrik er i dag. Men den historie handler for mig om dårlig sagsbehandling og håb.

Men okay. Der er helt sikkert mange andre grupper, der har det svært med medierne og fiktionen. Som føler sig karikerede, måske endda misforstået på film, i tv og i nyhederne. Det er ikke forbeholdt veteraner, tænker jeg.

  • Politimænd kunne sikkert også godt tænke sig flere betjente i tv, som har et afslappet forhold til våben, eller som har et sundt forhold til sin partner, som IKKE er svensk.
  • Advokaterne savner måske også en karakter i en bog, der okser sig igennem tilståelses-sager dagen lang i et domshus i Midtjylland og som glæder sig til weekend på samme måder som alle andre, der har et job, glæder sig til weekend.
  • Journalisterne kunne vel også godt bruge en journalist i en film, der har tre børn og et forhold til nyhederne, der minder mere om kassedamens forhold til dåsetun, Lotto-kuponer og tomme flasker, end om Tom Christensens lyst til at vinde Le-Mans for 64-tyvende gang.
  • Og chimpanserne kunne helt sikkert godt bruge flere film og tv-udsendelser, der viser, at de er stærke og voldsomt aggressive, og hvor de på ingen måde er pusse-nusse-nuttede-ligge-i-arm-med-menneskene-aber, der næsten kan sige ord og putte ting rigtigt i kasser.

Medierne sætter fokus på de steder i samfundet, hvor problemerne ligger. Hvor udfordringerne, det nye, det sære, det ekstraordinære, det konfliktfyldte og det, der skiller sig ud, ligger.

Det samme med de skønlitterære bøger. Selvfølgelig er den ødelagte krigsveteran, hvor sjælen hænger i laser, en bedre historie end historien om eks-soldaten, der taler sine oplevelser igennem og kommer videre i livet.

Det er simpelthen for kedeligt.

Men det er normen. Det er det mest almindelige. Tidligere udsendte soldater får job i Føtex, de får lederstillinger, uddanner sig til pædagoger, nogle bliver i Forsvaret og gør karriere, andre læser idehistorie, bliver gift, bliver skilt, bor i huse og lejligheder, betaler regninger og dør.

Ligesom alle andre.

Men nogle af dem, et fåtal, er blevet rundtossede, syge og mangler noget af sig selv – eller alle tre ting.

På grund af deres missioner.

Og så er der dem, der er blevet tossede på egen hånd.

Skål i gin.

Jimmy

 

 

 

 

 


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

4 KOMMENTARER

  1. Godt skrevet.
    Jeg har været udsendt mange gange, og har ikke ændret mig, så nu er min kone bekymret for, om jeg bare har en facade, for hun hører hele tiden, at dem der benægter at have det skidt, er dem der har det værst!!
    Det handler om psyke, og om indstilling til tingene, inden man tager afsted.

  2. Altid dejligt at nogen overhovedet gider vende tingene lidt.
    Tak for det Jimmy. ;-)
    Carsten Madsen…. Smut forbi optikeren når du får tid, du er vist en smule snæversynet. :-)

Skriv et svar til Dolff Drop svar