Menu

Jagerpiloter undsiger minister i sag om F-35-kampfly

Der bliver nu sat spørgsmålstegn ved centrale elementer i forsvarsministerens kampfly-forklaringer

F-35 på Luke Air force Base, Arizona. USA. Foto: C. Sundsdal

De danske jagerpiloter, som er en helt afgørende brik i regnestykket bag købet af 27 nye kampfly, undsiger ifølge Jyllands-Posten søndag nu centrale forklaringer, som forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) den 7. december gav på et F-35-samråd i Folketinget.

Her udtalte forsvarsministeren, at forhandlingerne om piloternes fremtidige arbejdsforhold var »i en god gænge med HOD«. Men ifølge Niels Tønning, formand for piloternes fagforening, HOD, havde piloterne på det tidspunkt »aldrig« været inddraget i forhandlinger med Forsvarsministeriet om F-35-programmet.

Drastiske ændringer af piloternes arbejdstid er helt afgørende for, at de 27 fly kan løse de opgaver, som regeringen har lovet Folketinget. Af samme grund kalder Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, det »absurd«, at regeringen har forklaret, at der var fremdrift i de vigtige forhandlinger, når de ifølge HOD slet ikke var gået i gang.

»Det ligner et mønster, at hver gang der er noget kritisk om flykøbet, får vi ikke sandheden at vide,« siger Flyvholm, der føler sig misinformeret og nu vil kalde ministeren i samråd.

SF’s Holger K. Nielsen kalder sagen »langt ude«.

Forsvarsministeren afviser at have misinformeret.
»Der er ikke afgivet forkerte oplysninger til Folketinget i det svar, jeg gav til Folketinget på samrådet den 7. december 2017,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er det usikkert, om piloterne overhovedet vil gå med til aftalen. Ifølge HOD blev forhandlingerne først indledt i denne uge – halvanden måned efter samrådet.

Skriv et svar