Menu

ISS underskriver gigantkontrakt med Forsvaret

Direktør Hans J. Høyer, FES og Flemming Bendt, adm. dir. ISS Danmark sætter underskrift på den unikke partnerskabsaftale. Foto: FES

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES) og ISS har 1. november indgået en 6-årig partnerskabsaftale på facility management. Aftalen har en samlet kontraktværdi på omkring tre milliarder kroner og omfatter ni serviceområder på over 500 etablissementer hos Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet. Det er Danmarks største offentlige facility management-aftale.

Aftalen, der løber over 6 år med mulighed for op til 3 års forlængelse, har en samlet kontraktværdi på omkring tre milliarder kroner og fordeler sig på ni serviceområder, der blandt andet omfatter bygningsvedligehold, forplejning og servicering af tekniske installationer. Aftalen bliver dermed Danmarks hidtil største, samlede offentlige facility management-aftale.

– Vi glæder os over en aftale, der sikrer en fornuftig balance mellem kvalitet og pris. Det er første gang, at vi udbyder facility manangement i én samlet kontrakt for alle etablissementer i landet, og det skal sikre, at man som ansat i Forsvarsministeriets koncern oplever et ensartet serviceniveau, uanset hvor man befinder sig. Samtidig giver den 6-årige kontraktperiode mulighed for god kontinuitet i opgaveløsningen. Som noget nyt er denne aftale udformet som en partnerskabsaftale, der har særligt fokus på, at FES og leverandør har fælles interesser i at finde gode, innovative løsninger, der sikrer brugernes tilfredshed, samtidig med at opgaven løses så effektivt som muligt, udtaler direktør i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse Hans J. Høyer, i en pressemeddelse.

Annonce
Annonce

– Vi er taknemmelige og stolte over, at FES har valgt at indgå partnerskab med os. Netop partnerskabet står helt centralt i aftalen, hvor vi gennem vores services skal bidrage til at medarbejdere og gæster hos Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og Hjemmeværnet har de bedst mulige betingelser for at kunne arbejde for Danmarks sikkerhed. Jeg vil derfor også gerne kvittere for, at FES med denne aftale går forrest og viser vejen for det potentiale, der ligger i at udlicitere offentlige opgaver med afsæt i partnerskaber og fælles målsætninger, siger Flemming Bendt, adm. dir. ISS Danmark.

Facility management-opgaven er i dag udbudt som to regionale aftaler, og ISS har siden 2014 serviceret Forsvaret i Vestdanmark. De kan således trække på denne erfaring i forbindelse med den nye aftale, hvor ISS blandt andet byder velkommen til 400 nye kolleger.

Aftalens 9 serviceområder omfatter Rengøring, Forplejning, Arealpleje Bygninger og belægninger, Affaldshåndtering, Tekniske installationer, Intern service, Skyde- og øvelsesområder samt Brandberedskab.

Driften overgår til ISS i februar 2018

Kilde: Forsvaret/Pressemedelse

Skriv et svar