Menu

Hjemmeværnschef: Ubevæbnede soldater er mål i en terrortid

Alle har set billeder fra et gerningssted. Rød- og hvidstribet politi tape spærrer stedet af, mens teknikerne indsamlet bevismateriale.

Uden for afspærringen holder mænd og kvinder i uniform vagt. Ofte er det bevæbnede politifolk, nogle gange er det hjemmeværnsfolk – uden våben.

Det er urimeligt, mener oberst Eigil Schjønning. Han er chef for Totalforsvarsregion Sjælland og ked af, at hans frivillige hjemmeværnssoldater i flere situationer har stået som det, han opfatter som skydeskiver i kritiske situationer, skriver Politiken lørdag.

Annonce
Annonce

Han peger på, at hjemmeværnsfolk var ubevæbnede og dermed ubeskyttede, da de hjalp bevæbnet politi med opgaver efter terroranslaget mod kulturhuset Krudttønden og synagogen i København i februar sidste år og efter en voldsomt bandeopgør på Hans Knudsens Plads på Østerbro.

»Det er klart, at hvis angrebet på Krudttønden skete nu og ikke for halvandet år siden, så havde jeg i dag ikke accepteret, at vi skulle gå ind ubevæbnede«, siger Eigil Schjønning til Politiken. Han er stærk tilhænger af, at hjemmeværnsfolkene rutinemæssigt må bære deres tjenestevåben, så de kan forsvare sig mod angreb, hvis de er ude at bistå politiet.

»Vi er ved at bevæge os ind i et trusselsniveau, hvor vi er nødt til at tænke os om«, mener han.

Det bliver ikke bedre af, at terrortruslen mod danskerne ifølge Politiets Efterretningstjeneste er »alvorlig«.

»Når jeg siger til 5-10-15 soldater, at de skal ud til denne her opgave og tage uniformen på for at løse en helt banal afspærringsopgave eller bevogtningsopgave, så sender jeg dem samtidig ud som en stor målskive for onde kræfter«, siger Eigil Schjønning til Politiken.

Forsvarets ledelse ser ikke situationen så kritisk som Eigil Schjønning, skriver Politiken.

Det er den konkrete situation, der er afgørende, lyder det fra Værnsfælles Kommando, generalmajor Flemming Lentfer: »Når det gælder soldaternes sikkerhed, er det trusselsvurderingen, der i hvert enkelt tilfælde afgør, hvordan de afgivne enheder og soldater skal udrustes.

Vi har dog stor tillid til, at Hjemmeværnets personel kan løse de opgaver, som politiet beder om hjælp til – herunder at de kan løse opgaven med våben, hvis der er behov for det«, siger han til Politiken.

Rigspolitiet ønsker ikke over for Politiken at kommentere advarslen fra oberst Schjønning.

 

 

 

/Ritzau/

Skriv et svar