Klassikeren I Stålstormen udkom første gang i 1920. I 2012 kom den så endelig på dansk, og i år er bogen endnu engang sendt i trykken. Den tyske officer Ernst Jüngers beretninger fra Første Verdenskrig holder aldrig op med at være aktuel.

Der er kilometervis af skyttegrave, mudder, døde, halvdøde, dårlig mad, mere mudder, gasangreb, våde sokker og masser af fjender i Ernst Jüngers dagbogs-agtige gennemgang af sine oplevelser på Vestfronten.

I Stålstormen er ikke alene en passende titel til historien om en frontsoldat iført stålhjelm på vej ind i en verdenskrigs vilde storme, men man føler også selv trang til at tage hjelm på, mens man krampelæser de 320 siders vanvid.

Der er så mange døde, så meget ødelæggelse, at det kan være svært at forstå, at nogen overhovedet slap levende ud af mudderhullerne. Det er næsten ligegyldigt, hvilken side man slår op på, så bliver man ramt af sætninger som:

“Arme, ben og hoveder stak ud af skrænterne; foran vores jordhuller lå afrevne lemmer og døde, som man for en dels vedkommende havde kastet frakker eller teltdug over for at undgå synet af de forvredne ansigter.”

Ernst Jünger var 19 år, da han i 1914 troppede op i Hannover og meldte sig til krigen. Han begyndte som menig geværskytte og blev båret fra kamppladsen, fire år senere, som hårdt såret kompagnichef.

Annonce

I løbet af krigen fyldte han flere notesbøger med sine oplevelser, og det er dem, I Stålstormen bygger på. Bogen er derfor uden et egentligt plot. Det er groft sagt en bearbejdet dagbog, hvor alting fortælles af den i begyndelsen uerfarne geværskytte, der forskrækket trasker rundt mellem franske lig i forrådnelse, og senere af den mere hærdede officer, for hvem krig er blevet hverdag:

“Under måltidet slog en granat ned i huset og tre i nærheden uden at forstyrre os videre. Vi var allerede alt for afstumpede af den overvældende mængde indtryk.”

Ernst Jünger skriver intet om krigens formål, det politiske niveau, der er meget lidt strategi, og de civile nævnes kun, når soldaterne af og til tumler ind i deres huse for at sove og æde.

Det er derimod lige ud ad landevejen-krigslitteratur, hvor fokus er på selve krigen og de mareridtslignende kampe i skyttegravene, som beskrives i grusomme detaljer, men som samtidig hylder det noble i at kæmpe.

Man er ikke i tvivl om, at man har at gøre med en ung mand, der gerne vil prøve sig selv af, og som har den gammel-krigeriske ide om, at krig skaber to slags mænd: De modige og de døde.

Netop derfor er bogen evig aktuel, fordi den lander i et paradoks, hvor krigens rædsler også indeholder noget positivt, som kan være svært at forholde sig til, men som måske er nøglen til, hvorfor det aldrig har været svært at finde unge mænd og kvinder, der vil i krig.

Det handler om mod, vilje, ære og lysten til at prøve sig selv af.

Bogen er skrevet på en måde, så man er med helt nede i skyttegraven, man kravler med gennem pigtråden og ud i det sønderbombede ingenmandsland, man er med, når soldater bliver skudt, gasset, dolket, og de døde må man af og til jokke på for selv at komme i sikkerhed, inden himlen igen bliver fyldt med “jernfugle”.

“Et skud havde med et knald gennemboret hans pandeskal. Han knækkede sammen i sit hjørne af graven, halvt siddende, med hovedet støttet til væggen. Hans blod løb ud i skyttegraven, som blev det hældt ud af en spand.”

Er man den mindste smule interesseret i krigslitteratur, er I Stålstormen på det nærmeste lektier. Den er skrevet af en belæst krigsveteran, der ikke bryder sig om pacifisme, og for hvem krig er en uundgåelig del af livet, en grusom skønhed, som kun hærder og bringer et menneske tættere på det, der er vigtigt.

Bogen er i år udkommet med et forord af tidligere generalløjtnant Kjeld Hillingsø.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

4 KOMMENTARER

EFTERLAD ET SVAR