Har du slået nogen ihjel, Jacob?

af Anne Lillelund og Jimmy Solgaard

Han har fået spørgsmålet tit. Ligesom mange andre veteraner er det det spørgsmål, Jacob Høpner ofte får. Men det kan være svært at svare på. Især hvis svaret er ja. For selvom der er gode grunde til at spørge, er der ligeså mange gode grunde til at tale om noget andet.

”Vi satte os på min fars kontor. Jeg sagde, at jeg havde haft en oplevelse i Afghanistan, som jeg gerne ville tale om. Så fortalte jeg historien: Det er fire, bevæbnede mænd. Jeg sidder bag et termisk sigte. Jeg er sikker på, at jeg rammer dem.”

Annonce
Annonce

Der ligger en lang mental rejse forud for den aften, hvor Jacob Høpner fortæller sin far om den vinterdag i 2008, hvor han åbnede ild mod fire mænd i Helmandprovinsen, nord for patruljebasen Armadillo.

For fire år siden kunne han ikke fortælle om det uden at få det dårligt, og han havde mareridt om det.

Via et terapiforløb på Svanemøllen Kaserne i København fik Jacob lirket hul på oplevelsen, så han selv kunne være i sine ord og ”besøge hændelsen uden at blive presset”. Det er derfor nemmere at tale om i dag. Også når nysgerrige civile med jævne mellemrum spørger ind til netop det: Om Jacob har slået nogen ihjel.

At slå en samtale ihjel

I en ny spørgeundersøgelse blandt 406 veteraner svarer næsten 70 procent, det de fleste af os allerede har på fornemmelsen, nemlig at de ofte bliver spurgt, om de har slået nogen ihjel.
Sådan er det også for Jacob Høpner. Men før han fik oplevelsen bearbejdet, gav spørgsmålet anledning til en slags mundtlig undvigelsesmanøvre:

”Hvis jeg var i dårligt humør, kunne jeg sige: Det vedkommer ikke dig. Jeg forsøgte at slå det hen. Hvis jeg var i godt humør, kunne jeg sige: Det er lidt uhøfligt at spørge om. Det er ikke alle, der har det rart med at tale om det. Det skulle du måske tænke over.”

For nogle veteraner handler det om timingen. At den er skæv. De kan blive spurgt, om de har været udsendt, og lige bagefter kommer det promte: Har du så skudt nogen? Der mangler et tilløb her.

Andre veteraner fortæller, at de undlader at tale med civile om deres missioner, fordi det tager for lang tid at forklare til folk, der kun kender til Forsvarets opgaver fra tv, avisernes overskrifter og film. Og hvis veteranen alligevel giver det et forsøg, har de civile ofte svært ved at håndtere detaljerne. Så er det uhyggeligt, grimt og grusomt.

”Civile – selv mange terapeuter – reagerer med forbøffelse, misforstået omsorg og afmagt.”

45-årig tidligere overkonstabel, udsendt til Bosnien og Irak

Alle de oplevelser har én ting til fælles. De handler ikke om, hvad der skete i Irak, Afghanistan, Bosnien eller Kroatien. Det handler udelukkende om mødet mellem en veteran og en civil. Om hvad den civile tænker, hvorfor den civile spørger, og hvordan vedkommende ser på veteranen, efter historien er fortalt. Derfor føles det som et personligt spørgsmål for mange veteraner.

Camouflage og larvefødder

Der er en kløft imellem veteranerne og de civile, som bliver en smule tydeligere, når man ser på, hvem veteraner taler med om svære oplevelser i missionsområdet. Hele 54 procent taler mest med soldaterkammerater, mens kun 23 procent i spørgeundersøgelsen svarer, at der ikke er forskel på, om de taler med civile pårørende eller soldaterkammerater.

For mange veteraner er holdningen, at soldater taler med soldater, fordi civile ikke forstår den militære verden, sproget og tonen. Det er sådan, den ene veteran efter den anden beskriver det i kommentarerne til spørgeundersøgelsen.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at der ikke er den store interesse i de oplevelser, jeg har, medmindre det handler om at være i livsfare. Det er ikke de ting, jeg ønsker at snakke om.”

29-årig tidligere sergent, udsendt til Irak

Jacob Høpner forstår godt, hvorfor spørgsmålene kommer. For folk, der aldrig har været soldater, er det et fascinerende job med patruljer på liv og død, rejser til farlige lande, hemmeligt stemplede papirer og ildkampe. Det er et sted fuld af camouflerede køretøjer på larvefødder, der drives frem af mænd og kvinder i uniform med barske miner og våben.

Hvis man tænker på en soldat, tænker man på et menneske i uniform, der står med et gevær. Det er nærliggende at spørge, om det gevær nogensinde er blevet brugt. Om det har ramt nogen. Det kan minde om det spørgsmål, lystfiskeren altid får, når han kommer hjem: Fangede du noget? Det er en nem måde at regne på, som Jacob Høpner formulerer det:

”Jeg tror, det handler om at finde ud af, om vi var gode eller dårlige. Scorede vi flest mål eller gjorde Taliban? Samtidig er det spændende og tabuiseret. Pludselig står du overfor et menneske, der måske har slået nogen ihjel. Så spørger man af ren nysgerrighed, fordi det ligger så fjernt fra en almindelig hverdag.”

Et råd fra Jacob Høpner er at begynde samtalen et andet sted end ved det voldsomme og dramatiske. Spørg åbent og bredt og find ud af, hvad veteranen selv har lyst til at tale om: Hvordan var din udsendelse?

Det er langt fra alle veteraner, der har psykiske efterreaktioner fra udsendelsen, men man kan aldrig vide, om man sidder overfor en veteran, som knokler mentalt med sine oplevelser. Som Jacob gjorde.

”Det er bedre, hvis den nysgerrige giver sig tid til at lytte og forstå – eller i det mindste forsøger. Det kan fremstå ufølsomt eller uhøfligt, hvis fremmede indleder en samtale om at slå ihjel.”

Til civilt brug

Når Jacob Høpner i dag fortæller om ildkampen i 2008, har han flere versioner af den samme hændelse. Alt efter hvem han taler med. Der er den korte, faktuelle version, som han har brugt til nogle foredrag. Der er den version, han bruger til voksne, der beder om historien råt for udsødet. Og så er der den, han kan fortælle i hjemmet – til sin far for eksempel. Hvis han taler med en anden soldat, kan han tale mere frit. Her slipper han for at oversætte ord og forkortelser som highground, OHW, piranha eller Oscar.

”Jeg sidder bag et stort våben i en pansret bil. Jeg ser fire mænd, der alle bærer våben. De er mere end 400 meter væk. Min officer giver mig tilladelse til at skyde dem. Jeg er sikker på, at jeg rammer.”

Det var den korte, faktuelle version. Til civilt brug.

Under terapiforløbet på Svanemøllen Kaserne fik Jacob langsomt styr på historien, og til sidst kunne han fortælle den til en psykolog, uden at pulsen røg i vejret, eller tankerne vandrede de forkerte steder hen.

Psykologen foreslog, at han fortalte historien til en person, han er tryg ved. Jacob valgte sin far. Efter en biograftur i Næstved satte de sig sammen på farens kontor, og så fortalte Jacob om de fire, bevæbnede mænd i Helmandprovinsen.

”Jeg kunne se, at det voldte min far noget ubehag, men han sagde ikke noget. Han lyttede bare. Bagefter gav han mig et kram. Det er ikke noget, min far gør så tit.”

Jacob Høpner er 30 år og arbejder som skolelærer. Han var udsendt til Afghanistan på Hold 6.

Læs mere om spørgeundersøgelsen her


Anne Lillelund er tidligere militærpsykolog. Hun er i dag selvstændig psykolog og konsulent samt formand for Soldatens Hus. Jimmy Solgaard er tidligere kampsoldat og finskytte. Han arbejder i dag som freelancejournalist.

En fjerdedel af danske veteraner føler sig sygeliggjort

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *