Menu

Frømanden – én ud af en million

Video nederst

Frømandskorpset har eksisteret siden 1957. Men selvom opgaverne har forandret sig og udrustningen i dag er bedre og mere teknisk, er det stadigvæk det samme unikke “menneske materiale” de leder efter, for at blive optaget i specialenheden.

Chefen for uddannelsesafdelingen i Frømandskorpset kaldes Lightyear. Et øgenavn, han ligesom alle andre frømænd, fik under sin elevtid. Mere kan vi ikke få at vide. Historien bag øgenavnet, som typisk er et kendetegn ved personen, er ikke noget folk uden for korpset behøver at kende til.

Annonce
Annonce

Den er kun til intern brug.

Det er 11 år siden Lightyear blev frømand, og når han tænker på sin egen elevtid med den velkendte røde hjelm på hovedet, har han det godt med, at den tid er overstået.

Han behøver ikke opleve de otte måneder igen.

”Det er uoverskueligt, når du ligger på femte uge, og du er nede og tælle sekunder, fordi du befinder dig i kaos. Du er presset helt til grænsen. At skulle blive ved i syv måneder mere er næsten umenneskeligt. Der skal man grave dybt i sig selv.”

Men det er samtidig det, der gør, at frømænd er ydmyge af natur, mener han. De kender deres grænser og har ikke et behov for at fortælle andre om, hvad de har været igennem. De ved, hvad de kan og har det fint som anonyme …i det skjulte.

Sådan har det været i over 60 år.

Der hersker en rolig og harmonisk stemning, når man færdes blandt frømænd på Marinestation Kongsøre. Tonen er afslappet, lige som påklædningen. Ingen bærer distinktioner. Her bliver man mødt med et smil og et fast håndtryk.

Alle er i øjenhøjde… lige bortset fra det område af marinestationen hvor de ni tilbageværende elever på frømandskorpsets elevskole befinder sig. Her er tonen ‘de, dem og deres’. Al gang foregår i løb, og eleverne vi møder har “kun” 3 uger tilbage. Man kan se det i deres øjne. De er trætte. De aner ikke hvad de skal lave om 5 minutter. Om de skal kravle, løbe, hoppe i vandet og svømme eller dykke, gå x antal kilomenter med x antal kilo på ryggen… eller om de har tid til et par timers ro og tørre sokker.

Sådan har de levet i de sidste 7 måneder. Nøjagtig som eleverne ved frømandskorpset for 60 år siden.

Når man har trænet i lang tid, og har gennemført et så hårdt forløb, vil man som menneske typisk være både glad og stolt. Som hvis man har gennemført en Ironman, og kan vise sin medalje og sige “jeg gjorde det”, til venner og bekendte. Men det kan man ikke som frømand?

“Nej – og det er hele kongstanken og det vi lærer som frømænd; ‘Den der lever skjult – lever godt’.
 Min “medalje” for at være blevet frømand sidder i hjertet og i hukommelsen. Selvfølgelig ved min familie og venner godt, at jeg er frømand, men det er ikke alle, der forstår, hvad det er. Men når vi frømænd er sammen, ved vi godt, hvad der er sket for at vi sidder her i dag. Og når jeg snakker med frømand nr. 6, har vi den samme DNA. Vi forstår, hvad vi har gennemgået. Det er ret unikt, at det er sådan”, fortæller Lightyear.

Som chef for uddannelse og planlægning ved frømandskorpset står han i dag for at træne nye frømænd, og det er cirka den samme persontype, de leder efter, som i 1957, da korpsets første frømænd sprang i vandet. Dem, der kan finde motivationen til det lange, seje træk.

Det er en tommelfingerregel, at én ud af en million danskere er egnet til et liv som operatør i Frømandskorpset.

”Ofte er det motivationen, der gør, om man har det, der skal til. Vi går ind og arbejder med fysik, psyke, søvnmangel, sult, kulde og varme. Det stiller store krav til den enkelte for at kunne se meningen og holde gejsten hele vejen igennem elevforløbet. Og der er grundmængden én ud af en million.”

Video – Vi var med en tur på havet og under træning af fastrobing i Forsvarets nye helikopter MH-60R SEAHAWK

Skrevet by Christian Sundsdal

....

Skriv et svar