Forsvarsministeren vil have hurtig afstemning om forsvarsforbehold

Det er en kendt sag i politiske kredse, at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) gerne vil af med det danske EU-forsvarsforbehold.

Mandag melder han ud på Berlingskes hjemmeside, at han gerne ser en folkeafstemning snarest muligt.

– Vi er på en lang række områder stærkt presset af et USA, hvor præsident Donald Trump ønsker, at Europa tager mere ansvar, samtidig med at vi ser, at amerikanerne mere og mere koncentrerer sig om Kina og ikke Europa.

– Vi er nødt til at være med der, hvor det sker, for at kunne påvirke beslutningerne på forsvarsområdet i EU. Derfor skal vi få taget den afstemning, siger Claus Hjort Frederiksen til berlingske.dk.

Han får opbakning fra De Radikales forsvarsordfører, Martin Lidegaard.

Han vil, ud over forsvarsforbeholdet, også have en afstemning, hvor det europæiske politisamarbejde, Europol, indgår.

– Vi er nødt til at trække spørgsmålet om Europol ud af retsforbeholdet og lægge det ind under en afstemning om forsvarsforbeholdet, siger han.

Claus Hjort Frederiksen afviser over for Berlingske ikke den idé.

Det gør til gengæld Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen.

– Så får de bank igen. Men lad dem bare gøre det, selv om jeg ikke tror, at blå blok vil vove det, hvis et nyt Folketing ser ud, som meningsmålingerne antyder, at det gør.

– Så vil der være problemer nok. Man behøver ikke føje nye problemer til de eksisterende, siger Søren Espersen.

Danmark har fire EU-forbehold, som betyder, at Danmark står uden for det europæiske samarbejde om forsvar, euroen og dele af EU’s retspolitik.

I december 2015 stemte et flertal af danskerne nej til at omdanne Danmarks retsforbehold i EU til en tilvalgsordning.

Det betød blandt andet, at Danmark røg ud af Europol-samarbejdet. Danmark deltager dog i samarbejdet via en særaftale.

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer