Forsvarsminister: Tørklædeforbud står ved magt i Forsvaret

Muslimsk rekrut på Hærens Basis Uddannelse på Varde Kaserne går med tørklæde, hvilket ikke er tilladt.

Forsvarsminister Trine Bramsen. Fotograf: Keld Navntoft

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) mener ikke, at der er grund til at tillade religiøse hovedbeklædninger i Forsvaret.

Det siger hun til avisen Danmark efter en sag fra Efterretningsregimentet i Varde.

En 19-årig muslimsk kvinde, der bærer hovedbeklædningen hijab, forlod efter kun fire dage Varde Kaserne, da en hijab ikke er tilladt. Og sådan er det også fremover, siger Bramsen med henvisning til de gældende uniformsbestemmelser.

– Vi har ikke planer om at ændre tørklædebestemmelserne. Uniformsbestemmelserne gælder for alle, siger Bramsen til avisen.

En hijab er et tørklæde, der dækker håret, men lader ansigtet være frit.

– Det er en bred skare af unge mennesker, vi får ind i Forsvaret. Der er sandsynligvis mange ønsker til, hvordan man går klædt. Det handler både om sikkerhed og ensartethed og om ikke at sende et signal, siger Bramsen.

Andre religiøse symboler må heller ikke bæres i Forsvaret.

SF og De Radikale mener, at uniformsbestemmelserne burde kunne rumme en hijab. Især hvis den ikke udgør et sikkerhedsproblem. Venstre er på samme linje som forsvarsministeren.

I 2018 var der stor politisk debat om religiøse hovedbeklædninger. Folketinget vedtog det omdiskuterede tildækningsforbud – også kaldet burkaforbud – der gør det strafbart at bære eksempelvis burka og niqab.

En niqab er et tørklæde, der kun viser øjnene. Der er to typer niqab. En halv niqab lader ud over øjnene et stykke af panden være udækket. En fuld niqab dækker hele ansigtet med undtagelse af øjnene.

En burka er en ikke-gennemsigtig altdækkende beklædningsgenstand. Den er en slags udvidet niqab, der ligeledes dækker øjnene. Typisk med et lille netgardin.

Siden 1. august 2018 har det været forbudt at dække sit ansigt til i det offentlige rum.

 

/ritzau/

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer