Forsvarschef: Trusselsbillede nødvendiggør penge til forsvaret

Et øget trusselsbillede gør, at Forsvaret for første gang i årtier får øget sit budget ifølge forsvarschefen.

Forsvarschef Bjørn Bisserup Arkivfoto: C. Sundsdal

For første gang siden den kolde krig øges budgettet til det danske forsvar, og det er nødvendigt, mener forsvarschef Bjørn Bisserup.

– Trusselsbilledet har ændret sig. Det er ikke kun noget, vi mener i Danmark. Det er også Natos opfattelse.

– I vores del af verden har Ruslands ageren i forhold til Ukraine og annekteringen af Krim sat sine spor i Nato, og derfor er det nødvendigt at øge forsvarsbudgettet, siger forsvarschef Bjørn Bisserup, det er Forsvarets øverste chef.

Annonce
Annonce

Forsvarschefen har – som noget nyt – været med i forhandlingerne til det nye forsvarsforlig for at komme med viden i forhold til de opgaver, som Forsvaret har og forholdet til Nato.

– Som noget nyt har vi haft forsvarschefen med i forhandlingerne, så vi sikrer, at forliget lever op til de krav, der stilles til Danmark, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) til pressemødet i Forsvarsministeriet.

12,8 milliarder kroner bliver over de næste fem år tilført Forsvarets budgetter.

– Jeg synes, det er en rigtig god aftale. Man kan altid diskutere, om der skulle flere penge til. Men som forsvarsministeren også påpeger, så er der en grænse for, hvor meget man kan nå at bygge op, i den tid der er til rådighed, siger forsvarschef Bjørn Bisserup.

Det nye forsvarsforlig betyder, at der skal ansættes 700 flere i Forsvaret.

Derudover kommer der frem mod 2023 500 flere værnepligtige. Der oprettes en brigade på 4000 soldater, der kan indsættes som led i en Nato-koordineret indsats.

Flere hænder er dog ikke det eneste, der føjes til Forsvaret. 1,4 milliarder kroner sendes i retning af Danmarks cybersikkerhed.

Cybersikkerhed ligger ikke under Forsvaret, men er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste og Center for Cybersikkerhed.

Alligevel er forsvarschefen tilfreds med, at området prioriteres højere end tidligere og siger, at det vil styrke Danmarks forsvar som helhed.

– Helt generelt er der behov for at ruste sig mod den cybertrussel, der er. Vi ser dagligt cyberangreb, så det giver sig selv, at det er nødvendigt at prioritere området højere, siger Bjørn Bisserup.

Forsvarsforliget løber i perioden fra 2018 til og med 2023.

/Ritzau

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *