Menu

Forsvarets Challenger-fly redder flere hundrede migranter

Challenger i Operation Trition . Arkivfoto: Forsvarsgalleriet

På få dage har et dansk Challenger-fly som led i bevogtningen af EU’s ydre grænser sikret hjælp til tre overfyldte skibe i Middelhavet.

Danske soldater har for første gang deltaget i redningsoperationer i Middelhavet, hvor flere hundrede desperate afrikanske migranter er reddet fra druknedøden. Alene på et af de indtil nu tre migrantskibe, som et fly fra forsvaret har fundet, siden missionen startede 8. januar, var der 264 personer om bord. Det skriver Politiken fredag.

Efter at de nødstedte og overfyldte skibe blev opdaget af de avancerede systemer på flyet, sendte besætningen fra flyvevåbnet informationerne videre til EU’s fælles grænseagentur, Frontex, der sørger for, at migranterne bliver samlet op af andre skibe.

Challengerflyet, der ellers typisk bruges til overvågning i Grønland, piratjagt ved Somalias kyster og transport af ministre og kongehuset, har tre gange tidligere deltaget i Frontex-operationer, men det har været i andre områder, hvor der ikke er migranttrafik som i området mellem Libyen og Italien.

Annonce
Annonce

DF’s udlændingeordfører, Martin Henriksen, kalder den direkte danske deltagelse i redningsaktionerne »paradoksal«, når det ikke er muligt at sende de reddede migranter retur til Afrika.

»Socialdemokraterne og regeringen siger jo, at de arbejder for en ny udlændinge- og asylpolitik, og så bliver regeringen ved med ukritisk at understøtte det nuværende migrationsmønster. Det er da paradoksalt, at vi sender materiel og mandskab til den slags. Vi er med til at understøtte trafikken og menneskesmuglerne«, siger Martin Henriksen til Politiken.

Udlændingeordfører Marcus Knuth (V), der har været meget kritisk over for ngo-skibes redningsindsats i området »er selvfølgelig glad for, at Danmark er med til at redde mennesker i havsnød«. Men han peger også på det langsigtede formål med EU’s og Danmarks indsats.

»Menneskestrømmene i Afrika skal stoppes i samarbejde med de afrikanske lande, og vi skal sørge for, at de ikke når den libyske kyst. Hvis det endelig sker, skal vi sørge for, at de ikke sejler ud«, siger Marcus Knuth til Politiken.

Skriv et svar