Forsker: Ingen har overblik over krænkelser i Forsvaret

Tonen blandt ansatte i forsvaret kan både være humoristisk, men også hård, vurderer forsker efter krænkelser.

Arkivfoto: C. Sundsdal - VJTF Infanterister er ved at gøre 'klar til kamp' under øvelse i Oksbøl 2017

Nedsættende bemærkninger, uønskede berøringer og enkelte tilfælde af forsøg på voldtægt.

Det er blandt de oplevelser, som 100 kvinder fra det danske forsvar har berettet om til foreningen Kvindelige Veteraner.

Men tallet kan være højere, vurderer Beate Sløk-Andersen, der er postdoc ved CBS, hvor hun blandt andet forsker i køn i forsvaret.

– Hovedet på sømmet er, at ingen i forskningsverdenen eller forsvaret ved, hvor udbredt krænkende adfærd og overgreb er i det danske forsvar.

– Så når Kvindelige Veteraner kommer med de her fortællinger, er det vigtigt, at det bliver taget alvorligt, siger hun.

I februar udkom det norske forsvar med en undersøgelse, hvor 24 kvinder ud af 8805 adspurgte svarede, at de var blevet voldtaget det seneste år.

123 kvinder svarede i undersøgelsen, at de var blevet udsat for forsøg på voldtægt. Dog er kun to af voldtægterne blevet anmeldt, skriver Politiken.

Ligesom i nabolandet bør det danske forsvar igangsætte en omfattende undersøgelse i Danmark, lyder opfordringen fra Beate Sløk-Andersen.

Ingen af sagerne fra Kvindelige Veteraner er blevet anmeldt. Det kommer ikke bag på forskeren. Ifølge hende kan det hænge sammen med den tone, der hersker i forsvaret blandt de ansatte.

– Mange i forsvaret har valgt arbejdspladsen, fordi der er en meget direkte og humoristisk omgangstone. Men den kan også være meget grov sommetider.

– Der er en gråzone, der er svær at navigere i, og som gør det svært at vurdere, hvornår noget bør anmeldes, siger hun.

I forbindelse med sin forskning har Beate Sløk-Andersen selv lavet feltarbejde og været ude på kasernerne.

Det har givet et billede af en branche, hvor kvinder oplevelser negative konsekvenser ved at gå til de overordnede med krænkelser.

– Jeg har oplevet, at kvinderne er blevet mødt med hånlige kommentarer og mobning fra kolleger, hvis de tager sager op, siger hun.

 

/ritzau/

Comments

Skriv et svar
  1. Hvorfor skulle forholdene på det område indenfor forsvaret være anderledes end på f.eks. en byggeplads?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer