Forsker: Hjort gør op med dansk tøven i nordisk forsvar

Dansk forsvars ry som fodslæbende nordisk militærpartner skal ændres, mener forsvarsminister.

Når forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i Berlingske fortæller, at Danmark skal koncentrere sig mere om militært samarbejde i Norden, er det et resultat af en ny kurs efter flere år med en fodslæbende dansk attitude.

Det forklarer Henrik Breitenbauch, der er centerleder på Center for Militære Studier på Københavns Universitet.

– Danmark har konsekvent investeret langt mindre end især Sverige og Finland men også Norge.

– Vi har været den fodslæbende part. Vi ser med rette de bilaterale relationer til USA og Storbritannien som vigtigere for vores sikkerhed, siger centerlederen.

Han peger på, at ministerens melding er en naturlig konsekvens af det seneste forsvarsforlig.

Forsvarsministeriet oplyser, at det nye fokus kommer til at betyde en rejsende nordisk forsvarsattaché samt et øget nordisk fokus på officersuddannelsen.

Claus Hjort Frederiksen siger i en pressemeddelelse, at han er klar over, at Danmark ikke har ry for at være den ivrigste nordiske militærpartner.

– Det har tidligere heddet sig, at Danmark var fodslæbende i det nordiske forsvarssamarbejde. Det indtryk vil jeg gerne gøre op med, siger Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse.

De nye tiltag er dog mere symbolik end en ny virkelighed for Forsvaret, forklarer Henrik Breitenbauch.

– Det betyder noget symbolsk, for det nordiske samarbejde handler meget om at sende signaler til Rusland, siger han.

En øget iver over det nordiske samarbejde, Nordefco, betyder ikke, at andre opgaver rundt om i verden kommer til at forsvinde, vurderer Breitenbauch.

– Det er muligt, at vi holder op med at være i Afghanistan. Men i Europas nærområde vil der stadig være behov for, at nogen tager ansvar, siger han.

– Jeg tror, at det er vigtigt at se, at Norden ikke er et alternativ til Nato. Norden er et supplement.

/ritzau/

LÆS OGSÅ :  Forsvaret skal koncentrere sig mere om Norden

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer