Så kom der atter liv på kasernen. Mandag morgen invaderede godt 300 nye værnepligtige JDR. De fleste af os havde set frem til invasionen, der medfører, at vi nu ikke længere er de yngste i tjenesten, at lagkagebingo bliver genoptaget på Kuffen og ikke mindst, at der kommer mere liv i gaden torsdag aften. Ja tak! Dertil bidrager ”gokkerne” med små pust af morskab i løbet af dagen; som når de står forvirrede i geled i deres grønne kedeldragter og forsøger at finde hoved og hale i sergenternes kommandoer; når baretterne minder mere om kokkehuer end militærbaretter; eller når de i geled kommer løbende i forsvarets udleverede, røde nissedragter (sportstøj). Kort sagt alt det, der kendetegnede de fleste af os for seks måneder siden – hvor kan man hurtigt føle sig erfaren og ”gammel i gårde”!

Det var nu ikke meget vi fik mulighed for at betragte de nytilkomne. Mandag morgen havde vi under FUNK test nok at gøre med at holde tempoet i ildmarchen oppe og gennemføre forhindringsbanen – begge dele i fuld SKYT. Især gennemførslen af forhindringerne på forhindringsbanen fik et lidt andet omfang, når kampvesten satte sig fast i alt, og når det udleverede trægevær ”varsomt” skulle over, under og igennem alle forhindringerne. Det er ikke uden grund, at vi i starten øver med trægeværer, da de optiske sigter på [[GV/M96]] meget tvivlsomt havde overlevet den knap så blide medfart!

Resten af mandagen brugte vi på [[LMG]]-omskoling, hvor vi skulle lære at samle/adskille i hoveddele og mindre dele, efterse våbnet, lade, aflade, pibeskift med videre. Efter disse lektioner må vi jo være intet mindre end specialister (konstabelelever kan alt!) og vi ser nu frem til, når vi engang bliver sluppet løs på skydebanen med de store våben!

Tirsdag startede tidligt for nogle, for andre knap så tidligt. Faglærer for idræt står for frivilligt morgenløb tirsdag og torsdag i hver uge – tirsdag hedder det intervalløb på 400-meter banen og torsdag bakkespurter i [[JDR]] øvelsesterræn. Således stod en lille flok mere eller mindre morgenfriske konstabelelever klokken kvart i seks omklædte på 400-meter banen, klar til en omgang intervalløb (hvis nogle hævder, at man bliver skør af at være i det danske forsvar, ja, så er det her måske et af de bedste beviser!). De knap så skøre konstabelelever stod til appel klokken 07.20 klar til dagens tjeneste, der for KØ, VKMD og SIGMD stod på signaluddannelse, og for de øvrige i delingerne på angreb på løbegange samt fastholdelse af angrebsmål.

Signaluddannelsen indebar blandt andet en del teori om de forskellige radiotyper, om opsætningen af disse og om radiokommunikation generelt. Sidst på dagen blev alle udstyrede med radioer, og halvdelen af holdet rykkede ned i [[PMV]], hvorefter der ivrigt, over radioerne, blev dystet i Byggemand Bob spil og Sænke Slagskibe. Det hele foregik selvfølgelig på engelsk og med de gloser, der anvendes i radiokommunikation.

Annonce

Onsdag var dagen, hvor det store slag skulle slås. Dagens tema var storm i målet på delingsniveau. Der blev fastlagt udgangslinje og stormlinje, givet ordrer og kontraordrer. Grupperne gik i stilling, støttede, flyttede og angreb på ordre, og alle skulle holde tungen lige i munden, for ikke at miste fodfæste i dette store menageri! Hullerne blev dog taget, momenterne nedkæmpet, og der var stolthed at spore hos alle mand, når maskineriet virkede og det hele gik op i en højere enhed!

Torsdag bød for KØ, VKMD og SIGMD på anden og sidste dag af signaluddannelsen. Der var blandt andet undervisning i antenne- og signalforhold, hvilket medførte, at hele holdet skruede, klippede og klistrede forskellige typer antenner sammen, i delingernes garager. Antennerne var forholdsvis simple at bygge, og således kan de med fordel bygges i felten, ved længere ophold på samme sted. For de øvrige i delingerne stod det på indtrængen i (strimmel)hus, der for de flestes vedkommende, var en repetition af lært stof i værnepligten.

Fredag var en dejlig nem dag med lidt ugentligt vedligeholdelse, talsmandsmøde og til slut DF-time, hvorefter vi klokken 11.30 kunne ønske hinanden god weekend og vende snuden hjemad.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

EFTERLAD ET SVAR