Fogh: Der har været fuld klarhed over irakkrig

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen afviser at have strammet efterretninger forud for Irakkrigen.

Anders Fogh Rasmussen besøger de danske styrker i Irak 2. februar 2004. Foto: Forsvaret

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) afviser, at hans regering strammede eller tilbageholdt vigtige oplysninger forud for beslutningen om at gå ind i Irak i 2003.

Det siger han, efter at to forskere fra Københavns Universitet tirsdag har offentliggjort en udredning om dansk krigsdeltagelse.

– Jeg har i hvert fald ikke selv siddet og strammet nogen som helst af de vurderinger, jeg har fået.

– Det ved jeg ikke, hvad man baserer den antagelse på. Det har jeg ikke deltaget i, og jeg mener heller ikke, der er grundlag for at sige, at oplysningerne har været misvisende, siger Anders Fogh Rasmussen.

I rapporten bliver det blandt andet påpeget, at regeringen fik efterretninger om, at der ikke fandtes sikre beviser på, at Irak havde masseødelæggelsesvåben

Men den daværende regering med Anders Fogh Rasmussen sagde til Folketinget og i medierne, at det var tilfældet.

– Det var en almindelig antagelse – ikke bare hos den amerikanske og britiske efterretningstjeneste, men også i Folketinget – at selvfølgelig havde Saddam Hussein (Iraks tidligere præsident, red.) masseødelæggelsesvåben.

– Men det afgørende var jo, at beslutningen for at gå ind i Irak handlede om, at Saddam Hussein ikke samarbejdede med FN – og ikke masseødelæggelsesvåben. Det er det vigtige for mig, siger han.

Forskerne påpeger også, at regeringen blev orienteret om, at en invasion af Irak kunne føre til kaos i regionen og terror. Det nåede ifølge rapporten ikke videre til Folketinget.

– En vurdering af, hvorvidt der kan ske en destabilisering i regionen, vil i sidste ende være en politisk vurdering.

– I forvejen var Saddam Hussein en destabiliserende faktor i regionen. Og at en invasion af Irak kunne føre til ny konstellationer i området, kan enhver jo regne ud.

– Selv om der måtte være nogle oplysninger, som ikke er givet videre til Folketinget, så må det stå klart for enhver, at der vil selvfølgelig være konsekvenser ved at gå ind – og ved ikke at gøre det, siger Anders Fogh Rasmussen.

Rapporten påpeger også, at regeringen flere gange sagde til Folketinget, at Danmarks mål med aktionen var en afvæbning af Saddam Hussein, mens det var klar over, at USA ville have et regimeskift.

– Det var almindeligt kendt, at amerikanerne ville have et regimeskift. Det vidste enhver. Det var allerede besluttet under Clinton, så det kan ikke komme bag på nogen, at det var USA’s mål, siger Anders Fogh Rasmussen.

/ritzau/

LÆS OGSÅ :  Avis: Nyrup strammede oplysninger om Kosovo-krig

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer