Menu

Flyvevåbnets spor- og narkohund er stjålet for anden gang

Pablo med sin hundefører. Foto: Flyvevåbnet

Vi har aldrig oplevet noget lignende, lyder det fra en rystet leder af Forsvarets hundetræningscenter i Karup.

En sporhund med hjemsted i det nordlige Aarhus er for anden gang blevet stjålet fra sin hundegård.

Det er hunden Pablo, som er blevet fjernet fra en aflåst hundegård torsdag morgen.

– Den her gang har de klippet hul i hegnet i den nederste del af døren. Hegnet er klippet op med en tang, siger ejeren, Michael Johansen, til TV2 Østjylland.

Annonce
Annonce

I første omgang blev hunden stjålet natten til tirsdag, men blev fundet af politiet om aftenen samme dag.

Pablo arbejder som spor- og narkohund i flyvevåbnet, på Air Force Training Center i Karup.

Heine Andersen, der er ansvarlig for Forsvarets hundetræningscenter, er rystet over hundetyveriet.

– Det er første gang, vi i Forsvaret har oplevet noget af den karakter. Det har været et chok for os, at noget sådan kan finde sted, siger Heine Andersen.

Han vil ikke spekulere i, hvad der ligger bag tyveriet af Pablo.

– Vi går ikke og skilter med, hvor vores tjenestehunde er. Så vi er lidt uforstående over for, hvad årsagen er, siger Heine Andersen.

Hundeejeren er torsdag blevet hjemme fra arbejde. Han er chokeret over, hvad der er sket, fortæller Heine Andersen.

– Selv om det er en arbejdshund og en tjenestehund, så er det jo også en vigtig del af familien. Så det er klart, at han er meget berørt af det, siger Heine Andersen.

Østjyllands Politi oplyser, at man efterforsker sagen og derfor ikke ønsker at give kommentarer på nuværende tidspunkt.

Politiet har endnu ikke løftet sløret for, hvordan man i første omgang fandt frem til hunden.

Pablo ligner en schæfer, men er af racen malinois, som er lidt mindre end schæfer.

Han er fire år gammel og har en temmelig karakteristisk gang. Han svinger fra højre til venstre, fordi han søger.

Planen er, at hunden og dens fører skal på opgave i Afghanistan.

Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.

/ritzau/

Skriv et svar