I say god damn, what a rush!!!

Da jeg kom ud fra biografen var jeg helt oppe under loftet af begejstring. Jeg havde svedige armhuler og havde været hele følelsesregistret igennem, det var fan’me som at være der igen. Da den første eksplosion blev rykket af, røg jeg helt ned i sædet….fy for helvede, hvor var det stærkt.

Realismen i scenerne fra Afghanistan fik det til at løbe koldt ned ad min ryg. Der er virkeligt kælet for detaljerne og det er tydeligt at instruktøren har haft ønske om at komme så tæt på virkeligheden som det dramatiske format tillader. Alene det gør at jeg, i min egenskab af Afghanistanveteran, er fan og vil opfordre alle mine kolleger fra krigen i ”Sandkassen” til at tage ind og se den.

Jeg havde taget min kone med i biografen og da jeg luftede min begejstring kiggede hun vredt på mig og gav i utvetydige vendinger udtryk for, at det var hun i hvert fald ikke enig i.

Hun var vred. Og jeg reagerede ved at blive fornærmet over at hun ikke delte min begejstring.

Der gik lige et par minutter inden det gik op for mig hvorfor hun bestemt ikke delte mine følelser.

Min begejstring lå i den genkendelse som jeg fik.
Som veteran leder man altid efter genkendelsen når man ser krigsfilm eller læser bøger og artikler om soldater i krig. Man leder efter noget som man kan spejle sine egne oplevelser i, nogle ord og billeder som bekræfter en i, at man ikke er alene, at der er nogen som forstår, og som har haft de samme oplevelser.

Annonce

Min kones vrede gik på, at hun hader den krig af et godt hjerte. Jeg har, som de fleste andre veteraner et had/kærlighedsforhold til krigen. Men min kone har intet godt at sige om de seks måneder hvor hun passede vores tre børn, alene, og i evig frygt for at hendes ansvar og rolle som enlig forsøger skulle blive permanent.

Inspireret af virkelige hændelser.

Plottet i “Krigen” er ikke videre kompliceret.

Udsendt professionel soldat, kompagnichef og familiefar havner i en presset kamphandling, hvor han træffer en beslutning som måske/måske ikke koster 11 civile afghanere livet. Han anklages efterfølgende af Forsvarets Auditørkorps for brud på Krigens Love, og sendes hjem til Danmark hvor han hives i retten.

Det interessante er imidlertid, at det er inspireret af virkelige hændelser som udspillede sig i efteråret 2011. Her beordrede en dansk kompagnichef fire formodede IED-udlæggere nedkæmpet med et Hellfire-missil, hvilket afstedkom at han blev hevet hjem af auditørkorpset, sigtet og anklaget. De måtte dog opgive sagen i december 2012, da domsmændene ikke kunne sikkerhedsgodkendes til at måtte se bevismaterialerne som var klassificeret til NATO-SECRET.

Sagen var med til at synliggøre en ledelsesmæssig krise som raser i forsvaret den dag i dag. En generationskløft mellem dem som har været i ”rigtig” krig og de chefer som IKKE har, politisk sanktionerede besparelser og en virkelighedsfjern politiseret topledelse har sendt forsvarets personale på flugt mod den civile verden.

Det er dog ikke plottet som bærer filmen, men de rammer som det udspiller sig i.

”Krigen” gør et sublimt forsøg på at beskrive nogle af aspekterne ved en udsendelse i krig for både soldater og deres pårørende. Det er en stor og svær opgave at gøre troværdigt i en film af ca. 90 minutters varighed, og det kan ikke undgås at det hele bliver lidt forceret og dramatiseret.

krigen tobias lindholm _

Høj grad af autencitet

Filmens hovedperson, kompagnichefen Claus Michael Pedersen spilles med stor troværdighed af Danmarks, for tiden, hotteste krigs-skuespiller, Pilou Asbæk. Han har spillet officer i ”1864”, ”9. April” og nu i en film om Afghanistan-krigen, så lur mig om ikke der ligger og venter en rolle i en af de nye ”Star Wars”-film, for ligesom at fuldende hans kronologiske ”tour de guerre”.

I sin patruljebase i Afghanistan er han omgivet af sine håndgange mænd, der for langt størstedelens vedkommende spilles af rigtige Afghanistan-veteraner. Et smart greb fra instruktørens side, som giver filmen en meget høj grad af autencitet.

Jargonen mellem mændene flyder naturligt og ubesværet, ligesom at bevægelsesmønstre og omgangen med uniformer, våben og materiel sidder lige i øjet. Detaljer som civile måske ikke vil lægge mærke til, men som det indforståede øje og øre vil fange med det samme. Så skidt med at NK/KMP, som spilles af Dar Salim (Game of Thrones, Borgen og Kapringen) møder op i retten med sine kaptajnsdistinktioner vendt på hovedet.

Sideløbende med hændelserne i Afghanistan følger vi Claus’ kone, Maria, der spilles af Tuva Novotny (Den Sorte Madonna). Hun har hænderne fulde med at få hverdagen til at hænge sammen hjemme i Danmark og tage vare på parrets tre børn. Især ungerne gør det fremragende og var ophav til flere grin undervejs i filmen.

En fed detalje er den mildest talt usikre kontakt hjem til via en mobil satellittelefon. De fleste som har boet i en patruljebase har prøvet desperat at kravle rundt på compounds og køretøjer det bedste signal.

KRIGEN

To-i-en.

Som nævnt i starten er det en stor opgave som ”Krigen” prøver at løse og klicheerne bliver da også, naturligt nok, serveret i et hæsblæsende tempo. Men hvis man har det dramatiske format for øje og ikke forventer en ”Armadillo 2”, så syntes jeg at filmen slipper rigtigt fint afsted med det.

I plottet er der dog umiddelbart potentiale til et dybere trekantsdrama mellem soldaterne på jorden, ledelsen i Danmark og auditørkorpset, men det forløses ikke og man nøjes med en tale fra auditøren som understreger, at uanset hvor hårdt man som soldat er presset, skal man altid overholde Krigens Love.
Og det er der jo ingen som kan være uenige i.

Med de gennemførte scener fra Afghanistan har ”Krigen” umiddelbart en solid base for to rigtigt relevante film. En som fokuserer på det ret så interessante og dramatiske plot fra virkelighedens verden. Og en som fokuserer på det drama som udspiller sig i en familie der er splittet af en krig som udkæmpes 5.000 km væk, og som ikke stopper selvom den udsendte forælder kommer hjem igen.

”Krigen” prøver at favne begge dramaer og gør det rigtigt godt, men det kunne sagtens have været endnu mere hjerteskærende eller kontroversielt.

Tobias Lindholm og alle dem som står bag filmen skal dog have en kæmpe tak herfra!
De har leveret det vigtigste input, til dato, til den offentlige selvransagelse som vi danskere i så rigelig grad trænger til, ovenpå vores efterhånden 25 år som demokratisk krigsførende nation.

 


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

11 KOMMENTARER

EFTERLAD ET SVAR