Vi er nu næsten halvvejs i HRU – hvor er de første fire måneder blevet af? Med program fra morgen til aften de fleste dage og med så meget nyt og spændende flyver tiden afsted. Og med dette følger, som en sergent påpegede i denne uge, at vi skal til at have fanget det basale, fået styr på os selv, og med sikre skridt bevæge os i retning af at blive ”rigtige” soldater. Og det går da fremad, niveauet stiger og tilbagemeldingerne er oftest positive. Vi følger planen og kan i store træk det vi skal kunne på nuværende tidspunkt.

Denne tendens var dog ikke at spore i den enorme stak af tab/skade-sedler, der efter enkeltmandsmønstring mandag blev afleveret til NK. Det kan godt være, at vi har fået bedre styr på det feltmæssige, men i kampens hede forsvinder både det ene og det andet. Få styr på stumperne var de ”voksnes” klare budskab – og ja, mon ikke de fleste ville have godt af at kigge sig selv og bodymakkeren efter i sømmene af og til? Resten af mandagen gik med pionertjeneste (opsætning af alarmblus samt improviserede og meget kreative alarmer) og en intens idrætstime med intervalløb og crossfit.

Tirsdag formiddag stod den på repetition af våbenbetjening, stillingsindtagelse og stillingsskifte, inden vi om eftermiddagen satte af sted på en 15 km march. Når der marcheres går det som regel stærkt, og tempoet de første par kilometer, var da også raskt. Delingen blev dog hurtigt inddelt i to grupper – en fortrop bestående af fornøjede infanterister, der kom gående med gevær M10, og en bagtrop udgjort af de knap så fornøjede, hårdt pressede og stærkt svedende LMG-skyttere med deres knap 12 kg tunge LMG. Man må jo vælge sin funktion med omhu! Løsningen blev dog, at LMG-skytterne blev sat i spidsen og således satte tempoet så det passede. Og mon ikke følelsen var god hos de kæmpende, da alle LMG-skytterne ramte sydporten med eget våben over skulderen.

Onsdag bød på delingens kamp fra stilling til den helt store guldmedalje. Vognkommandører og kører klargjorte PMV, mens de resterende fik ladet op og gennemført ”klar til kamp”. Og så gik det ellers ud i terrænet, hvor DF ventede med en befaling for det forestående angreb. Grupperne fik tildelt deres stillinger, fik udbedret og indøvet kamp fra stilling samt frigørelse. Omkring kl. 13.30 kom der meldinger fra ”højere net” om, at fjenden var observeret i terrænet, og at et angreb kunne forventes omkring kl. 14.00. Grupperne lagde sig i stilling, og da fjendens opklaringspatrulje i form af en GD og nogle få infanterister dukkede op, blev de nedkæmpet i vildskab (intet mindre end fire granater fra dysekanonen kunne gøre det – der skulle jo være sikkerhed for, at fjenden helt var nede!). Efterfølgende ankom fjendens hovedstyrke, der blev nedkæmpet, hvorefter delingen kunne frigøre til stillingen L16, hvorfra fjenden igen skulle bekæmpes. En spændende dag, hvor det hele atter blev sat i sammenhæng, og der trods enkelte tilstande af forvirring (”hvad fanden, angriber fjenden nu dernede fra?!”) og få misforståelser (”jamen var det ikke ildoverfald gult skilt?”) endte ud med et tilfredsstillende resultat.

Torsdag var ugens lette dag. Om formiddagen øvede vi gruppens kamp fra stilling (læs: gravede stående skyttehuller til alle, for to timer senere at fylde jorden tilbage i hullerne), mens vi om eftermiddagen var indsat som momenter for den deling, der øvede delingens kamp fra stilling. Humøret var fra morgenstunden ganske højt, da der var blevet ”befalet” for KMP fest torsdag aften. Så selv da et magasin sidst på eftermiddagen blev meldt savnet, og delingen måtte tilbage til de tildækkede skyttehuller og kigge dem efter i sømmene (læs: GRAVE!) viste stemningsbarometeret stadig plus – og svingede kraftigt opad, da magasinet blev fundet i bunden af en PMV! Torsdag aften kunne vi således med ro i sindet give den gas, først i konstabelmessen og senere på de bonede gulve i Holstebro by. Og hvor var det heldigt, at fredag var en fridag, taget den generelle hovedpine i betragtning!


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

EFTERLAD ET SVAR