Siden november 2007 har danske kampvogne af typen Leopard 2A5 været operativt indsat i Afghanistan under Den Danske Kampgruppe, som er underlagt Den Britisk ledede Task Force Helmand(TFH) i RC S (sydlig region) i Afghanistan.

Kampvognsdelingen kan operere selvstændigt eller som støtte for Task Forcens øvrige enheder, når den forstærkes med den fornødne logistik, forbindelsesled og understøttes af ingeniørenheder til for eksempel minerydning og forhold ved improviserede sprængladninger. Kampvognenes blotte tilstedeværelse har i mange tilfælde vist sig at være af afgørende betydning for fjendens lyst til at indlede operationer i det område, hvor Leoparderne opererer. Spørger man infanteristen ude på jorden, hvorvidt en kampvogn spiller en afgørende rolle i kampen mod Taleban, vil svaret være et klart ja!

Indsat første gang i 1994
I 1994 indsatte Danmark for første gang i dansk krigshistorie kampvogne i operationer i udlandet. En dansk kampvognseskadron Leopard 1A5 i UNPROFOR (FN operation i det tidligere Jugoslavien), udsendt til området omkring byen Tuzla, besvarede en serbisk aggression mod en svensk observationspost. Kampvognsgranater slog ned i den serbiske stilling, som stort set blev udslettet, og dermed genoprettede kampvognene respekten om FN og de enheder, der var indsat i området. Denne erfaring danner blandt andre baggrund for den udvikling, som det danske kampvognsvåben har gennemgået siden midten af 1990´erne. Også i krigen i Irak i perioden 2003-2007 betød indsættelsen af kampvogne meget for udfaldet af adskillige træfninger. Her var det blandt andre danske soldater, der nød godt af britiske kampvognes tilstedeværelse. Derfor forberedte Danmark i 2007 at udsende en kampvognsenhed til såvel Irak som Afghanistan, såfremt yderligere behov skulle opstå. Det gjorde det i Afghanistan, da Danmark øgede sin styrke fra en let opklaringsenhed (spejderenhed i lette hjulkøretøjer) underlagt en engelsk Battle Group, til en dansk kampgruppe med eget ansvarsområde og faste fremskudte operations- og patruljebaser. ISAF (International Security Assistance Force) hold 4, august 2007, rejste behovet for en kampvognsenhed efter at have deltaget i svære kampe omkring byen Zumbalai og den fremskudte Sandford-base nord for Gereshk og modtog forstærkningen, så den kunne fungere på sidste halvdel af holdet frem til februar 2008. Før udsendelsen havde eskadronen, der udsendte kampvognene, indledt et snævert samarbejde med Hærens Kampskole (HKS) for at få gennemført en optimering af materiel og teknologi til de hårde og fremmede vilkår i det sydlige Afghanistan. Det blev gennemført under en testperiode i Spanien, hvor temperaturniveauet nåede op på næsten samme niveau som i Afghanistan (højere end 50 grader Celsius). Der blev også lavet et optimeret uddannelsesprogram. Heri indgik skarpskydninger, der skulle træne besætningerne i netop de forhold, der forventedes at gøre sig gældende ved ISAF (enhederne i Afghanistan). Et besøg ved canadiske kampvogne i Kandahar-provinsen gav et solidt erfaringsgrundlag for tilrettelæggelse og indhold af uddannelsen. Kampvognseskadronen, der var ansvarlig for udsendelsen af kampvognsdelingen, indgik i Nato Response Force-10 og var derfor allerede på et højt uddannelsesniveau.

Teknisk forberedelse
Leopard 2A5 er i den danske udgave ombygget på enkelte punkter, hvor for eksempel klimatiske og strømforsyningsforhold har krævet det. Det betyder, at der nu er indbygget et aircondition (A/C) anlæg og en hjælpegenerator. Det første for at afhjælpe generne ved de meget store temperatursvingninger i Afghanistan og det andet primært, fordi tårnet er elektrisk drevet. En klimatest i Cordoba i Spanien viste nogle problemer, som man godt kendte til samt en del nye. Blandt disse var for eksempel øget slitage på grund af det hårde sandunderlag, et øget forbrug af drivmidler samt behov for hyppigere udskiftning af luftfiltre med mere. Den praktiske test viste også, at ikke alle teoretiske beregninger holdt stik. Den samlede vurdering var dog, at materiellet kunne operere i et ”hot/dry” miljø (varme og tørre områder). Begrænsningen var her snarere den tid, det indsatte personel kunne klare påvirkningerne, idet varmebelastningen på kampvognsbesætningen var en lige så begrænsende faktor som overophedning af komponenter og støv i diverse filtre (”sandet” i Afghanistan er af samme konsistens som mel, det vil sige, at det faktisk trænger ind over alt). Løsning på det første problem (varme i vognen) var en optimering af A/C-anlægget. Under drift under nordiske himmelstrøg var A/C aldrig rigtigt blevet anvendt og dermed kontrolleret, og det viste sig hurtigt, at der var brug for supplerende køleforanstaltninger. Til en af testkampvognene leverede Saab Barracuda et sæt ”heat reduction kit”, som er et specielt sløringsnet monteret på kampvognens yderside. Denne foranstaltning viste sig at kunne sænke temperaturen inde i vognen med op til ti grader i forhold til udetemperaturen. En parasol over lugerne kunne ligeledes skabe den skygge, der skulle til for at sænke temperaturen for kampvognskommandør og -hjælper, når de sad med hovedet over lugekanterne. Alligevel var besætningen udsat for temperaturer på mere end 50 grader inde i vognen. Det forventes, at en indsat kampvognsbesætning skal kunne være operativ i op til 24 timer, alt efter omstændighederne, så en delvis nedkøling var en nødvendighed. Yderligere tiltag for køling af personellet er iværksat, og senest er der leveret en kølevest til kampvognskøreren, som har afprøvet den med lovende resultat.

Ammunitionsforhold
På ammunitionsområdet har vores erfaringer vist, at kampen primært finder sted på op til flere kilometers afstand. Nogle kampe udkæmpes dog på væsentligt kortere afstande. For at få den rette ammunition til netop disse forhold, måtte hæren foretage nogle valg blandt de mange typer ammunition, der findes til den 120 mm store, glatløbede kanon, som Leopard 2A5 er udstyret med.
Valget faldt på HEAT DM 12, PELE DM 33, M1028 CANISTER (forskellige ammunitionstyper med forskellig virkning, se detaljer senere) og almindelig panserpatron (primært til bekæmpelse af pansrede mål). De valgte ammunitionstyper har alle begrænsninger i forhold til temperaturen, men erfaringerne fra området har vist, at ammunitionen i kampvognen ikke kommer op på et kritiske temperaturniveau. De forskellige typer HEAT (granat med en vis sprængvirkning) har vist sig som det ubetingede førstevalg ved alle engagementer. HEAT er træfsikker og har en god fragment/tryk effekt på Compounds (huse i Afghanistan, opbygget at ler og tørrede ler mursten) og nedgravede stillinger og skyttehuller). Den er meget præcis på grund af sin forholdsvis høje mundingshastighed og kan skydes meget tæt på egne enheder i en ”nærstøtterolle”

Annonce

PELE (Penetrator with Enhanced Lateral Effect) er beregnet til at fragmentere ved anslag mod selv upansrede mål som eksempelvis en Compound eller en bil. Den har en stor gennembrydning af første lag, hvorefter den splintrer og ikke, eller kun i meget begrænset omfang, fortsætter gennem målet. Store forventninger var knyttet til denne ammunition, især til imødegåelse af fjendtlige snigskytter og befæstede stillinger. I praksis har den dog vist sig at være meget vanskelig at anvende, idet den kaster nogle førings- og stabiliseringsled fra sig kort efter affyringen. (Sabot – fra spansk Zapato: Træsko, brugt af franske industriarbejdere i 1890´erne, når de kastede deres træsko i virksomhedens maskineri og dermed lavede sabotage). Det gør overskydning af egne enheder og civile risikofyldt.

CANISTER round (til kampvognskanonen) er et 120 mm haglskud, som er effektiv ud på flere hundrede meters afstand. Den har vist sig meget effektiv mod fjender med gevær og panserværnsvåben, der dukker op på kort hold i hegn og grøfter. Haglsværmen har en god effekt i målet og fortsætter kun i ganske begrænset omfang gennem målet. Det gør det nemt for kampvognsbesætningen at styre virkningsområdet, samtidig med at der opnås en betragtelig ildoverlegenhed. Sluttelig skal tårngeværet nævnes. Det er et meget præcist og effektivt våben, der kan bruges til varselsskud eller mod punktmål på lange afstande. Fordelene ved tårngeværet er langt færre mundingsforstyrrelser foran kampvognen – opkast af støv foran optik forårsaget af tryk og efterfølgende undertryk fra projektilet, der forlader mundingen – mens ulempen er den manglende gennembrydning af dækning, for eksempel en tyk mur eller lignende. En fjendtlig skytte, der afgiver et skud og øjeblikkelig skifter stilling, når oftest i dækning før tårngeværets 7,62 mm projektiler når frem. Derimod virker HEAT gennem dækningen og har en spredning, der sikrer effekt i målet, uden at skabe alt for store ødelæggelser.

Trusler og slid
Den største trussel mod kampvognene i området er IED’er (improviserede sprængladninger, for eksempel vejsidebomber). De begrænser bevægelsesfriheden og forudsætter afsøgning af bevægeterrænet forud for manøvre. Dette gælder dog for alle støttekøretøjer, hvad enten de er på hjul eller bælter. Kampvogne har været en ressource, som føreren på stedet i lighed med flystøtte har kunnet rekvirere, når behovet for størst mulig sikkerhed for infanteristerne på jorden har vægtet højt. Det sker ret ofte for de danske Leoparder, hvilket naturligvis har ført til høj belastning af kampvognsbesætningerne med en tilsvarende høj belastning af vedligeholdelses-strukturen. Det har været afgørende, at der er reservevogne og en robust reservedels-pakning til rådighed i missionsområdet. Pakningen blev indledningsvis opbygget på baggrund af erfaringerne fra Spanien, men kampmiljøet har udløst nogle nye erfaringer, nemlig et højt forbrug af undervognskomponenter og en række komponenter i vognen. Erfaring viser, at der skal minimum fire kampvogne til for til stadighed at have tre kørende. Sliddet på bæltepuderne er højt. Ved ISAF køres der med en speciel ”hard rock” gummi compound (forstærket gummi) på bælterne, men der er fortsat et stort behov for det tunge bæltearbejde i felten.

På beskyttelsessiden har Leopard 2A5 flere gange vist sit værd. Det har fået fjenden til at komponere stadig kraftigere IED’er, som igen har udløst behov for en tillægsbeskyttelse af kampvognens sårbare områder. Disse forstærkninger er så godt som alle gennemført. Herudover er der monteret et tophængt sæde til kampvognskøreren, idet en række skader inde i vognen stammer fra den virkning på især undervognen, der opstår ved sprængning af IED under bælter og bug. Sæderne er leveret og monteret. Udfordringerne for en dansk kampvognsenhed er således ikke blot de klimatiske forhold, tilstedeværelsen af bjærgnings- og/eller bromateriel eller nedslidning. Begrænsninger i den frie mobilitet skal indregnes i forberedelserne forud for en indsættelse, idet Taleban ofte ”lurer”, hvor kampvogne vil vælge stilling og derfor minerer adgangsveje og stillinger, når disse ikke overvåges.

Der er derfor også brug for en betydelig kapacitet på minerydningsområdet, så kampvognene ikke skal køre direkte ind i en mine eller en IED. Kampvognens evne til hurtigt at skifte tyngde vil i visse tilfælde således være begrænset til at flytte ilden inden for den aktuelle skudsektor frem for at kunne flytte sig hurtigt fysisk til en ny (måske ikke rekognosceret og ryddet) ildstilling. Denne problematik er søgt løst gennem udsendelse af pansrede minerydningskøretøjer, der rent bogstaveligt dozer en minefri vej til en ildstilling og derved øger kampvognenes mobilitet betydeligt.

Taktisk forberedelse
En væsentlig del af kampvognsbesætningernes uddannelse til missionen er forståelse for Rules of Engagement (ROE) – hvornår må der for eksempel skydes, og hvornår må der ikke skydes.

Hertil kommer udfordringen med at kommunikere med allierede enheder. Der er på kampvognen ikke plads til en forbindelsesofficer (FO) eller en signalmand med en ekstra radio. Derfor er ”4”- vognen, som delingens pansrede mandskabsvogn (PMV) kaldes, blevet en helt afgørende kapacitet. Ud over ekstra dele til kampvognene har ”4”-vognen en signalmand og FO til de enheder, der støttes. PMV´en kan også have et minerydningshold med, hvilket er en stor fordel, idet kampvognsbesætningerne så ikke skal forlade våbenplatformen (kampvognen) for at gå nede på jorden. Forberedelserne omfattede også skydning på lange afstande med kampvognskanon, og her indhentede man nyttige erfaringer med blandt andet HEAT- og panser-patron.

Samvirke med egne infanterienheder giver besætningerne og infanteristerne på jorden den nødvendige taktiske forståelse for hinandens vilkår. Denne forståelse er afgørende under alle former for indsættelse. Denne uddannelse har vi naturligvis kun i meget begrænset omfang mulighed for at gennemføre med engelske og afghanske enheder forud for operationerne, men en god teknisk og taktisk indøvelse før indsættelser løser mange af de forhold, der kan opstå under kampen. Eventuelle misforståelser undgås også ved brug af forbindelsesofficerer. Kampvognsstøtten er et vigtigt element i kampen i Afghanistan, ligesom fly, helikoptere og artilleri/mortérer er det. Erfaring viser dog, at kampene ofte stopper hurtigere og udvikler sig mindre intens, når der bruges kampvogne, end når der bruges for eksempelvis artilleri alene. Erfaringer viser også, at når de lokale ser kampvognen går i stilling, forudser de kamp og søger væk. Det medfører ofte at civile tab undgås, men har på den anden side den ulempe, at samme civile befolkning kan være vanskelig at få i tale og få oplysninger af. Men som ”show of force” har kampvognenes afskrækkende virkning og ildkraft vist stor betydning. Ved større operationer planlægges der derfor oftest på indsættelse af såvel kampvogne som fly, helikoptere og artilleri.

Kampvognsdelingens opgaver
Kampvognsdelingens opgaver spænder fra eskorte og Force Protection (beskyttelse af egne enheder) til egentlige kampopgaver, selvstændigt eller i samarbejde med danske eller britiske styrker.

Force Protection opgaverne er blevet løst i og omkring fremskudte baser (FOB) i det danske ansvarsområde og er typisk blevet løst ved kampvognenes blotte tilstedeværelse. Kampvognene har ligeledes været trukket med ud på ”high ground”, grænsen mellem Green Zone og ørkenen, mens infanteripatruljer har været indsat nedenfor i Green Zone.

Force Protection er dog også blevet gennemført mere aktivt. Ved indikationer på et forestående angreb på en FOB har indsættelse af kampvognene flere gange afværget egentlige angreb.

Egentlige kampopgaver og operationer kan underinddeles i følgende:

  • – Støtte til danske, britiske og amerikanske enheder, der har gennemført patruljering og fastholdelse af terræn i Green Zone i Upper Gereshk Valley. Dette har været gjort fra stillinger på high ground og i ørkenen både øst og vest for Helmand floden. Denne opgave har været den mest almindelige for kampvognsdelingen gennem det første halvandet år i Afghanistan og har været udført både under kamppatruljer og CIMIC (enhed, der opretter kontakt og samarbejde mellem de militære og de civile). Alt efter opgaven har den støttede delingsfører haft muligheden for at holde kampvognsdelingen i beredskab og således have denne i baghånden, såfremt der har været behov for at introducere tungere våben (show of force).
  • – Patruljer i udkanten af Gereshk sammen med infanterikompagnierne, herunder indsættelse i overvågningsstillinger i det højere terræn nord for byen. Herfra har man kunnet støtte afsiddede patruljer i byen med observation.
  • – Fremrykning med britiske opklaringsenheder for at støtte disse i deres frigørelse ved brug af kampvognenes overlegne optik og våben.
  • – Støtte britiske enheders fastholdelse af et område gennem længere tid for at gennemføre vildledning af egentlige opgaver i dybden af rummet, herunder bekæmpelse af Talebans langtrækkende våbensystemer.
  • – Vildledningsopgaver sammen med danske infanterikompagnier for at binde dele af Talebans ressourcer.
  • – Senest er kampvognsdelingen også blevet anvendt i MOG (Maneuver Outreach Group – en enhed, der fremsendes mod fjendtlige områder). Kampvognen har en stor fordel i forbindelse med løsning af opgaver i MOG-ramme, idet dens våbensystemer giver god mulighed for observation og bekæmpelse af fjenden på afstande, han ikke tidligere har været engageret på. Ligeledes anvendes kampvognene i et atypisk bevægelsesmønster, så Taleban ikke umiddelbart kan forudse køreveje og dermed forberede baghold/angreb på kampvognene.
  • Kampvognenes opgaver i Afghanistan adskiller sig på flere punkter fra det, man ellers opfatter som ”normale kampvogns-opgaver”. Det skyldes blandt andet at delingen arbejder helt ude af de rammer, som enheden normalt indgår i, nemlig eskadronen.
    Kampvognene er virkelig gode til at lægge tyngde i et område, men det går noget ud over manøvrefrihed og hastighed, når en stor del af indsættelserne finder sted fra faste stillinger.. Det har dog vist sig, at de procedurer og indsættelsesmetoder, kampvogns-besætningerne har trænet i årevis, fortsat virker og er gældende på kamppladsen i Afghanistan.

    Fakta:

    Den danske kampgruppe består foruden kampvognsdelingen* af to infanterikompagnier i henholdsvis Piranha (et ottehjulet pansret køretøj) og i pansret mandskabsvogn M113G3 (på bælter), samt et tungt Stab- og Logistikkompagni (ledelse, planlægning og logistik). Det danske bidrag udgør cirka 700 mand.
    *Kampvognsdelingen består af tre kampvogne og en PMV M113G3, samt en bjærgningsvogn Wisent (på bælter). Kampvognene er direkte underlagt chefen for kampgruppen og kan indsættes over alt i ansvarsområdet efter behov.

     

    Artikel og fotos bragt med tilladelse fra HOK.(direkte link til artikel)


    Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

    EFTERLAD ET SVAR