Brikby var centrum for denne uges øvelse. Således har emner som rensning og afsøgning af huse, patrulje i by og angreb på by været dominerende på ugens øvelsesliste, der dog også har været krydret med et par patruljer i skov.

Da vi mandag formiddag ramte Brikby og havde fået læsset materiel og bagage ind i delingens BSO, startede en treturnus. Første del af dagen bød på rensning af huse, et efterhånden velkendt emne. Således brød grupperne på skift ind i huse, fik renset rummene og fyret et par FX-skud (”paint ball”) i retning af momenterne. Intet nyt i det, men lækkert med lidt repetition. Efter aftenhvil udformede vi forskellige dørladninger og udførte i praksis de sprængninger vi teoretisk lærte om i den foregående uge. En masse sikkerhedsregler, et par ordentlige brag, og alt i alt nogle utrolig effektive måder at trænge ind i huse på.

Tirsdag gik vi patruljer gennem Brikby. Igen og igen og igen kunne man fristes til at sige! Situationen er nemlig den, at Brikbys udstrækning er begrænset, så en patrulje fra syd til nord kan overstås på ganske kort tid. Således traskede vi lystigt frem og tilbage gennem byen alt imens vi med jævne mellemrum røg i ildkamp, udløste IED og fik evakueret ”sårede”. Efter aftenhvil var det tid til endnu et par patruljer i byen – nu i mørke. Til trods for dagens endeløse vandringer frem tilbage i byen, var den ganske udbytterig, da patruljetjeneste i by er nyt for alle mand, og da delingen således blev en del erfaringer rigere.

Compund 1, 2 og 3 var målene for delingens angreb på by onsdag formiddag. En plan blev lagt og indøvet og udstyret med FX-rifler og beskyttelsesmasker gik vi til angreb. Øvelsen foregik som en topartsøvelse, hvilket indebar, at momenterne også var udstyret med FX-rifler og var i stand til noget så urimeligt som at skyde igen. Dette faktum satte kravene til enkeltmand væsentlig op, men delingen klarede skærene og fik renset alle tre compunds. Over middag gik vi en patrulje ud i terrænet – for en gang skyld i tørvejr og lækkert solskin – med formål at komme i kontakt med de lokale. Undervejs på patruljen kom vi under beskydning, fik besvaret ilden og i sidste ende nedkæmpet fjenderne. Således kunne vi med en del nye erfaringer i baglommen drage til briefing ved bataljonchefen, der gæstede Brikby, og efterfølgende nyde godt af en times aftenhvil. Da mørket var faldet på, og alle atter var på 100 procent, gennemførte vi endnu et angreb på by.

Torsdag formiddag forløb stille og roligt med lidt undervisning i LMG, TMG, 9-liner og 10-liner (der sendes over radio i forbindelse med henholdsvis sårede og fund af IED) og en kort instruks til hvordan lægmand starter en PMV. Dertil underviste ugens tilgående ingeniørgruppe i gode teknikker i forbindelse med at finde IED og UXO. Eftermiddagen gik med endnu en patrulje ud over heden. Patruljens formål var at opsøge og snakke med de ”lokale”, der boede på Kærgården, og som forventedes at have værdifulde oplysninger. Det viste sig dog, at de lokale var ude i andet ærinde, og vi måtte således vænne hjem med uforrettet sag. Undervejs på patruljen røg vi, som dagen før, i føling og fik trænet forhold overfor beskydning såvel som forhold overfor sårede. Den sidste del af patruljen tilbage til Brikby foregik i øsregnvejr smukt krydret med små orkanlignende vindstød. Men lige nøjagtig denne aften var intet vindstød i stand til at slå delingen ud af kurs, da en omsorgsfuld mor havde varslet om udbringning af lasagnette og friskbagt brød til BSO. En fantastisk gestus!

Annonce

Fredag stod i kompagniets tegn. To delinger skulle i fællesskab afsøge to udvalgte target areas i byen – ”rød hund 1” og ”rød hund 2”, mens den tredje deling sørgede for sikringen hele vejen rundt om byen. Under afsøgningen blev der adskillige gange meldt ”bue og pil” (et enkelt og meget indlysende kodeord for ”fund”) over radioen, idet husene viste sig at indeholde både våben, sprængstoffer og stoffer. Da de to target areas var afsøgte og militær politiet havde været forbi og konfiskere de ulovlige genstande samt anholde ejerne, hoppede vi på vores køretøjer og forlod byen. Eftermiddagen gik med oprydning i Brikby, hvor adskillige plastsække blev fyldt med patronhylstre og andet snavs, hvorefter vi vendte hjem til Holstebro til vedligeholdelse af materiel samt oplæg for den kommende uges øvelse.


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

EFTERLAD ET SVAR