Billedet er taget engang i 2003 i Oksbølterrænet under min værnepligt. Jeg husker ikke, hvorfor jeg smiler så dumt, eller hvorfor jeg er så tilfreds, selvom min optik tydeligvis er væk. Men jeg husker, at jeg var rimelig glad for de muffedisser.

I det hele taget husker jeg de 10 måneders værnepligt ret godt. Helt derude på kanten af Vestjylland mødte jeg for første gang Hæren, støvlerne, riflerne, sergenterne og selvfølgelig den forbandede sløringscreme. Og vablerne. Det kom der nogle gode oplevelser ud af, som i dag er blevet til røverhistorier.

Jeg ved, at der findes mange af den slags anekdoter derude. Dem vil jeg gerne optage til en ny podcast-serie. Hvis jeg må. Jeg håber på at kunne samle en hel bunke sammen fra hele landet og alle tre værn.

Jeg søger derfor røverhistorier fra værnepligten. De gode, de vilde, de dumme, de sjove, de triste og alt derimellem.

Annonce

Har du selv, din storebror, lillesøster, mor eller bedstefar en historie i ærmet fra værnepligten, så find mig på Facebook eller skriv her: [email protected]

Mange tak

Jimmy


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

17 KOMMENTARER

  1. RøverHistorier?
    Da jeg var Værnepligtig, var der altid en meter sne over det hele, der var stegende hedt og solen skinnede altid fra en skyfri himmel, mens det stormede og regnede, så alting var pladder vådt og mudderet sad i kager på os. :D

  2. Min buddy gennemførte ikke sin o-march og fik en ommer alene. Den gennemførte han så en fredag, hvor vi andre havde FUT – på vej hjem i toget på weekend fortalte han, at han havde taget en taxa rundt på ruten og gået på KUFFEN resten af tiden..

  3. På felt 2 skulle jeg agere moment på en gård, og da vi efter endt vagt gik til køjs blev jeg kort efter vækket af en kærlig grævling, der prikkede til toppen af min sovepose med snuden… Vågner, vender mig rundt og er face to face med en grævling og får så, rimelig akavet, kæmpet mig baglæns ud af min bivuak, alt imens den her forpulede grævling følger med og napper til min sovepose.. da jeg så får kæmpet mig fri af bivuakken er jeg stadig i posen og laver et rejehop for at komme på benene, hvor jeg så får jokket oveni mine støvler og vrider et ledbånd inde i knæet.

    Resten af tiden var jeg kendt som ham med grævlingen, og NK valgte at sætte grævlingeberedskabet til højeste niveau

  4. Sjove?
    Det må være ham der tog hjem midt under vores afsluttende øvelse, kom på hjemsendelsesdagen og spurgte efter hans uddannelsespapirer, for blot at få udleveret en genindkaldelse..

  5. Du ved det er en god røver når der endda hører et navneskilt med til.
    Husker tydeligt kaptajnen kalde mig frem for efterfølgende at blive yderst forvirret da en menig Netto stiller sig op :o)
    Der er sgu run på ude på denne side af hegnet :-) håber du har det nice!

  6. Min stuekammerat Johansen kom i tanker om, sekunder før et stueeftersyn, at han ikke havde kontrolleret støvler for småsten i bunden, og fandt selvfølgelig en sten. Han løb over til vinduet og fik sikret i dybden, at der ikke var nogen der kiggede, og smed så stenen ud. Uheldigvis sad en sergent lige nede under vinduet og fik så en sten i sin morgenkaffe. Har aldrig set en person så hvid i hovedet som ham gik heller ikke mange sekunder før sergenten stod i vores dør ind til stuen

  7. På tur i den Danske natur

    To unge SG elever og undertegnede, er i let trav over en mark. Det er tidligt eftermiddag og snakken mellem de to ”håbefulde”. De er begge udpeget og skal være henholdsvis GF og NK, senere på natten – hvor de skal lede gruppen fra BSO gennem terrænet til et udpeget område hvor der skal gennemføres et ”ild – overfald”. Retligt skal de derfor recce for opgaven. Jeg har som faglærer udstukket retning og på et kort vist hvor jeg give dem mulighed for at tage området i åsyn – inden mørket falder på… Vi har af andre grunde brugt lidt for meget tid i den sidste opgave så jeg har besluttet at vores forskydning sker ”uden taktiske overvejelser” Det betyder i realiteten at vi uden de store overvejelser skyder en lige ruten gennem området… Vi er i civilt terræn og afstanden til området er vel 3 km…

    Vi går efter en tid gennem et levende hegn, hvor der på den anden side er sat EL – HEGN op. Det er et elefant hegn ( og her burde vi nok have overvejet den fortsatte rute) men jeg var ivrig i af få de 2 svende frem til området, og de lod sig heller ikke distrahere af hegnet… der løber en ret voldsom Å (Varde Å) på venstre side…. Og som giver en naturlig ”indramning” af området… hvilket senere skulle få alvorlige konsekvenser. Marken på højre side – strakte sig 3-400 meter opad, i en slags lav bakke, der er vel 3-8 meters højdeforskel fra bund ( hvor vi er) til toppen… Da jeg har sat ”krigen” ud af funktion under denne tur, er der tændt for smøgerne, og som sagt går snakken livligt de to svende imellem. Personligt er jeg delvis optaget af mit kort, overvejelser om nattens opgave og at lytte på radioen, så min opmærksomhed, er kan man sige – andre steder…

    Ca halvvejs over marken som vel er 1 km i alt i længden, støder en meget ung kvie til vores lille gruppe. Normalt ville det aldrig bekymre mig, men der nu alligevel noget over kvien der gør jeg nu er helt opmærksom på den og os… Kvien er af typen ”Skotsk Højlands Kvæg” og selvom jeg er rimelig velinformeret om dyr og dyre hold til trods, for jeg er vokset op i kbh, er jeg lidt usikker på denne lille ilter fyr. Den er i størrelse som en halv malkeko… ikke høj – men den er ret tæt bygget – den har heldigvis ingen horn, og jeg lader mig berolige mig selv med at de 2 knægte ikke tog særlig notits af denne følgesvend. Jeg huskede mig selv på de begge var Jyder og, tænkte jeg – de nok vidste hvad de havde med at gøre – det var den anden fejl antagelse jeg lavede den eftermiddag.

    Vi aser os gennem det bløde jord mens den unge kvie springer lidt frem og lidt tilbage mellem os afstanden mellem knægtene og mig selv er 20 m ca. jeg falder tilbage i mine overvejelser og den radio korrespondance der køre på nettet, mest fordi jeg synes jeg hørte, at jeg blev kaldt op… der er nu gået 2 – 3 min fra kvien har slået os følgeskab…

    Når en bonde sætter kvæg på marken, gør han det sjældent, således der kun løber en ung kvie rundt alene… som regel er der både en ”mor ko” og et par andre velvoksne ”familiemedlemmer” Det var også tilfældet denne eftermiddag, som nogen måske husker kan man på visse marker og i moser mærke når nogen går eller hopper tæt ved en selv. Pludselig mærker jeg at jorden under mine støvler dirre og gynger…. Radioen skratter stadig og mens jeg vender mig om for at se hvorfor den unge kvie pludselig skaber så meget bevægelse i undergrunden, fornemmer jeg at de 2 knægte er holdt op med at tale… I det samme ser jeg en flok på 6 -8 ret velvoksne ”familiemedlemmer” til vores unge ven – som i fuld løb er direkte på vej ned mod os…

    Inden jeg rigtig opfatter alvoren er de 2 knægte sat i løb, og uden nærmere overvejelser er mine egne ben også begyndt at løbe… der siges ikke rigtig noget indledningsvis … og den unge kvie synes det meget skægt at hans nye venner vil lege tagfat, så han løber også…. Da vi har løbet 50 meter, finder jeg det naturligt at skabe lidt ro på situationen, og udvise en vis form for ledelse…
    Deres tempo var klart øget de sidste 10 meter, og tænker vel sagtens at de, uden yderligere dialog, nok mente det ville være ufedt, at være den bagerste del af gruppen når resten af kvæget når op til os…
    Så da de 2 knægte er nået op til mig, griner jeg lidt højt og små råber…

    >>hva fa´en er I ikke jyder – lidt kvæg har I vel styr på<>Ikke en skid – Vi fra Esbjerg!!!<<

    De næste 250 – 300 meter husker jeg stadig som de længste jeg nogensinde har måtte løbe, flokken valgte så at sige at ”følge os til døren” som jo, vidste vi allerede bestod af et elefant-EL Hegn, hvordan og hvorledes vi kom over uden skader, og hvordan det lykkes os at løbe med 30-35 km i timen i fuld ”Skyt” er stadig en gåde, men lad mig udtrykke det således … at da vi i en stor bunke lå og pustede ud på den anden side af hegnet, kunne angstens latter ikke slippe os, flokken af kvæg stod nu på sikker afstand og betragtede os med stor undren. Det er ikke sikkert de ville have gjort os noget, men deres lange horn, deres noget voldsomme antrit, og sikkert deres bekymring for deres unge familiemedlem, gjorde nok ud slaget.

    Efter en fælles enighed om at holde oplevelsen for os selv, gik turen videre, dog med enighed om at ruten for nattens opgave … ville antage et andet forløb. I dag bor jeg på landet og tæt ved, er en mark med netop Højlandskvæg, jeg smiler hver gang jeg kører forbi…

Skriv et svar til Marcel Hoffmann Drop svar