INDLÆG AF MADS SILBERG

Jeg har selv været udsendt fire gange med Forsvaret. To gange tilbage i midt-halvfemserne da vi deltog i den fredsbevarende mission på Balkan. En gang under NATO i Kosovo, og sidst i 2010 hvor jeg var udsendt til Helmand-provinsen i Afghanistan, og deltog i de sidste kamphandlinger og patruljer, der foregik omkring den navnkundige Armadillo-lejr.

Første gang jeg deltog i et flagdagsarrangement var også i 2010, hvor jeg sammen med de ca. 750 kolleger jeg havde været udsendt til Afghanistan med, gik hjemkomstparade ned ad Strøget i København, blev hyldet på Rådhuspladsen af overborgmesteren og efterfølgende foran Christiansborg, hvor vi også blev trakteret med sandwiches og boblevand. En alt i alt storartet oplevelse.

Året efter var jeg ikke inviteret til noget, så jeg tog selv ind foran Christiansborg, hvor de soldater der havde været udsendt i det forgangne år fik samme hyldest som jeg havde fået året før.

Selvom mængden af uniformer, antallet af politikere og de ord de sagde var de samme, så VAR det ikke det samme og jeg følte mig lidt som ham den kiksede dreng i klassen, der står og trykker næsen flad mod ruden, ind til den fest han ikke er inviteret til. Så jeg tog hjem igen og grublede længe efter over hvad jeg egentlig skulle bruge den der flagdag til?

I sommeren 2012 dumpede der så et brev ned i postkassen fra Borgmesteren. Han ville gerne invitere mig og alle de andre veteraner i Solrød Kommune, til at komme og deltage i markeringen af flagdagen kl. 0800 om morgenen foran Rådhuset, hvor flaget ville blive hejst og han ville holde en tale.

Annonce

Det syntes jeg lød som en rigtig god idé, og det gav en god fornemmelse i maven, at modtage en personlig invitation, hvor jeg ville få muligheden for at se nogle af de andre veteraner som jeg bevæger mig rundt i mellem i min dagligdag. Hvilket jeg egentlig syntes er rart.

For selvom det kunne være smart, så er der jo ikke rigtigt til at se forskel på veteraner og ”almindelige” borgere.

Året efter blev der endda inkluderet efterfølgende morgenmad i arrangementet, så nu er der også mulighed for at udveksle et par røverhistorier bagefter. Det er super hyggeligt og lige som det skal være.

Og det er vel egentlig hvad jeg, Mads Silberg, forventer mig af flagdagen. En personlig invitation, et par bevingede ord, en ostemad og en kop kaffe i ligesindedes selskab.

Mere har jeg egentligt ikke brug for at føle mig fejret eller værdsat, om I vil.

”Den 5. september er dagen hvor det officielle Danmark ærer sine veteraner og mindes de som betalte den ultimative pris”.
Det er groft sagt den officielle udlægning af formålet med Flagdagen.

LÆS OGSÅ :  Veteranforslag effektløst uden ny praksis

Men, JEG har ikke brug for en dag om året til at mindes hvad jeg oplevede under mine udsendelser.

JEG har ikke brug for en dag om året hvor jeg ærer de af mine kammerater som blev dræbt eller lemlæstet.

Jeg har måske nærmere brug for en dag om året hvor jeg IKKE skal mindes hvad jeg har oplevet under mine udsendelser. Og mine døde og lemlæstede kammerater, dem forsøger jeg at ære HVER eneste dag, ved at leve mit liv i mindet om, at det var mig og ikke dem som kom helskindet hjem fra alle de patruljer og ildkampe vi gik og udkæmpede i Upper Gereshk Valley i Afghanistans Helmand-provins.

Når det så er sagt, så ER Flagdagen er vigtig!

Og som jeg også var inde på i starten af dette indlæg, så deltager jeg med stolthed. Men jeg deltager ikke kun for min egen skyld. 
I min optik er målgruppen for Flagdagen IKKE veteranerne, men alle de af mine medborgere som ikke falder ind under kategorien af ”veteraner og pårørende”. Det er dem som skal mindes om hvorfor et så fredeligt land som vores, har en stadigt voksende del af befolkningen som kan kaldes for krigsveteraner.

Jeg deltager for at minde dem om hvilket ansvar man har som borger i et så velfungerende repræsentativt demokrati som vores.

Jeg deltager fordi, jeg syntes at jeg har pligt til at minde mine medborgere om hvad det er de er med til at beslutte, når de engang hver fjerde år, godt og vel, sætter kryds ud for den eller de personer som de føler vil kunne repræsentere dem bedst muligt i den lovgivende forsamling vi kalder for Folketinget.

Jeg deltager fordi jeg syntes at JEG, i min egenskab af veteran, har en særlig pligt til at fortælle om mine oplevelser og dele mine holdninger, skabt og formet af de krige jeg har deltaget i, på vegne af og bud fra mine medborgere i Danmark.

Hvis JEG ikke skulle fortælle om hvordan det er at være indsat som fredsbevarende soldat i mellem to stridende parter, eller hvordan det føles at se sine kammerater falde fra en efter en i løbet af et halvt års kampe og patruljer i Afghanistan. Hvem skulle så?

Der er nogen veteraner som siger, at man ikke kan forklare almindelige civilister hvordan det er at være i krig. 
Der er mange veteraner som ikke føler, at de bliver forstået af deres omgivelser, og derfor ikke orker, at fortælle om deres oplevelser, eller, endnu værre, diskutere med en som er imod de krige vi har deltaget i.

LÆS OGSÅ :  Veteranforslag effektløst uden ny praksis

Men det bliver vi simpelthen nødt til.

Det er vores pligt, for der ER ikke andre til at gøre det.

Vi bliver nødt til at fortælle. Vi bliver nødt til at tage diskussionen og deltage i debatten, uanset hvor følelsesmæssigt det så end måtte blive.
 Og vi skal blive ved med at gentage os selv, til vi bliver blå i hovedet. Ikke kun for de af vores medborgere som ikke har de samme erfaringer inde på kroppen, men mindst lige så meget, og om ikke mere, så for vores egen skyld.

Det handler om forståelse.

For uden vores medborgeres forståelse, så forbliver krigen og de oplevelser vi har haft i den, vores egne. Og det er de ikke. I et demokrati som vores hæfter ALLE borgere for de beslutninger der bliver truffet i Folketinget, uanset om de er enige eller ej.

Så det er ikke kun veteranernes krig, det er vores allesammens.
Hvis forståelsen ikke bliver etableret, så så risikerer vi, at vi veteraner kommer til at lukke os om os selv og tage afstand fra det samfund som vi lever i.

Det selv samme samfund som har bedt os om tage i krig på dets vegne.

Og så er det at vi oplever veteraner der bliver kriminelle, som flytter ud i skoven, der begår selvmord og endda mord.

Så er det at vi ser administrationer foretage kalkulerede krumspring, som med økonomisk vinding for øje forhindrer veteraner i at få den behandling, støtte eller erstatning som de er berettiget til.

Så er det vi oplever politikere skære ned på Forsvaret, og uforvarende ødelægge den sammenhængskraft som gør, at soldater kan kæmpe effektivt i krige, som de selvsamme politikere ikke holder sig tilbage for at engagere sig i.

På en dag der bliver betragtet som selve symbolet på den respekt det officielle Danmark nærer for sine veteraner og soldater, vil jeg hævde at jeg oplever det stik modsatte.

Jeg oplever IKKE respekt fra det officielle Danmark.

I vores folkevalgte politikeres ord og handlinger oplever jeg faktisk kun det stik modsatte. Jeg oplever en udtalt mangel på respekt for det som jeg, i mangel af bedre, vil kalde for ”Krigens væsen”.
Jeg oplever en mangel på forståelse for hvilke forhold det er som skal være tilstede, for at sammensætte og uddanne effektivt kæmpende militære enheder.

LÆS OGSÅ :  Veteranforslag effektløst uden ny praksis

Jeg oplever en udtalt mangel på forståelse for hvilke mekanismer og dynamikker der bringes i spil når man sammensætter en kampenhed af 130-40 soldater og beordrer dem til at bekæmpe en given fjende i et givet område.

Dynamikker og mekanismer hvorunder den særlige relation, som nogle vil kalde et broderskab, bliver smedet.

Det er her hvor mennesker som kun har kendt hinanden i forholdsvis kort tid, bliver i stand til at tilsidesætte eget liv og førlighed, for at forsvare sig selv og soldaten ved siden af.

Det er her man oplever en loyalitet over for soldaten ved siden af, der bogstaveligt talt rækker til døden. En loyalitet der gør soldaten i stand til at prioritere sine kammerater, frem for sin familie og elskede.

En loyalitet som gør soldaterne i stand til kæmpe til døden og blive ved til sidste mand er faldet eller enheden er ukampdygtig.

Det er den loyalitet som gør militære enheder i stand til at kæmpe effektivt og fungere som det er meningen militære enheder skal. Det er selve drivkraften.

Den loyalitet skal passes, plejes og vedligeholdes.

Den loyalitet skal respekteres.

Det er den jeg taler om, når jeg siger at jeg oplever en mangel på respekt.

Det lyder også hårdt, og utaknemmeligt når jeg nu står her på en officiel flagdag til ære for mig og mine medveteraner. Og jeg skal da også være den første til at rose og erklære at vi godt nok er kommet langt siden jeg kom hjem fra Balkan i midt-halvfemserne, og psykologhjælp var noget man selv måtte ligge og rode med.

Jeg mener det heller ikke så anklagende som det lyder. For den manglende respekt jeg oplever, bunder jo i mangel på forståelse.

Hvis man ikke har prøvet at indgå i en militær enhed under ildkamp og krigslignende forhold, hvordan skulle man så kunne vide hvad det er som gør, at den fungerer og kan kæmpe effektivt?

Hvordan skal man kunne forstå hvorfor veteraner altid er ”så skide sure og aldrig ser ud til at være tilfredse, selvom de fan’me har fået medaljer, flag på bussen, morgen kaffe, psykologhjælp, veterankoordinatorer og fanden og hans pumpestok?”

Og så er jeg tilbage ved den pligt jeg føler at jeg, og alle andre veteraner, har til at fortælle om vores oplevelser, udbrede vores erfaringer og lade vores stemmer høre i diskussioner og debatter.

Det handler om forståelse.

 

 

Ovenstående var den tale jeg holdt ved Køge og Omegns Garderforening, i dag, 5. september 2017

 


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

7 KOMMENTARER

  1. Jeg synes desværre det lidt er et forfejlet forsøg på at påtvinge en befolkning respekt over for os veteraner. Det eneste der står tilbage er en tom hyldest fra det officielle Danmark. Hertil skal dog også siges, at vi alle havde et frivilligt valg om at lade os udsende.

    Det var dog med en lille bitterhed, at jeg gik rundt i dag i de omkringliggende villakvarterer og så ingen hejste flag.
    Tilfældigvis fik min datter på 2,5 år øje på flagene vi sætter frem ved fødselsdag. Jeg tog hende med ud på gaden, og (jeg) råbte lidt ironisk hurra, og nabo-datteren kom ud med sit Mac Donalds-flag og sluttede sig til os. Det var al den fejring over min indsats jeg havde behov for, men det sætter da tingene lidt i perspektiv.

    Pernille Bøgelund Hansen, Kenneth Brandhøj-Pedersen, Lasse Kolind

    • Fuldstændig enig. For mig er veteranernes dag d. 11.11. en dag der repræsenterer respekten for alle veteraner fra WW1 til nu og i det lys fortjener respekten for det samfund og den verden det trods alt har været muligt at bygge op. Datoen for den såkaldte danske flagdag er blot et politisk kompromis og har ingen historisk værdi.

  2. Til rette person.
    Jeg forstår ikke rigtigt hvorfor man har så travlt med at fortælle Russerne hvad men gør og hvad man har tænkt sig at gøre??
    Lige fra flyindkøb og udsendelse af soldater.
    Og nu denne historie om antenne på Bornholm. 🤔

    Det er truslen fra Rusland og det komplicerede magtspil i Østersøen, der har fået Forsvarets Efterretningstjeneste til at genoprette Bornholm som Danmarks fremskudte ’lyttepost’ mod øst. Fra en 85 meter høj mast i Østermarie skal efterretningstjenestens lytteudstyr opsnappe vhf-radiokommunikation i østersøområdet og formentlig et stykke ind i Rusland.

Skriv et svar til Kim Fast Drop svar