Den øverste top i Forsvaret rodes ind i sager om nepotisme

Kammeradvokaten kritiserer både forsvarschef og departementschef i kølvandet på sager om nepotisme.

Værnsfælles forsvarskommando. Foto: C. Sundsdal

Sagerne om nepotisme i Forsvarets øverste lag knopskyder nu til også at omfatte både forsvarschefen og Forsvarsministeriets departementschef.

Både forsvarschef Bjørn Bisserup og departementschef Thomas Ahrenkiel er blevet undersøgt af Kammeradvokaten, der er statens advokat. Han retter kritik mod begge.

Thomas Ahrenkiel sad i 2016 med ved et møde, hvor hans daværende kæreste og nuværende hustru blev tildelt et engangsvederlag på 75.000 kroner.

Annonce
Annonce

Ifølge undersøgelsen sagde Ahrenkiel ikke noget på mødet, men Kammeradvokaten understreger, at han burde have forladt lokalet, mens forhandlingen fandt sted, da han var inhabil.

– Jeg er selvsagt ærgerlig over den sag, og jeg beklager, at jeg tydeligvis ikke har haft styr på reglerne om inhabilitet, siger Ahrenkiel til Ritzau.

Det er standard, at chefer i ministerier har ret til at få forhandlet engangsvederlag og tillæg årligt.

For forsvarschef Bjørn Bisserups vedkommende handler det om, at han som chef for Forsvarsstaben i 2010 behandlede en sag om Hærens Operative Kommandos økonomi for 2010. Et af elementerne i sagen handlede om, hvor mange der skulle optages på Hærens Officersskole. Det kunne have betydning for, hvornår hans søn kunne starte på Hærens Officersskole. Sønnen var blevet optaget på skolen, så det drejede sig udelukkende om, hvornår han kunne starte på studiet.

Kammeradvokaten har afsluttet sin undersøgelse af den sag, og konklusionen er, at Bjørn Bisserup ikke var inhabil i behandlingen af den konkrete sag. Dog burde han have underrettet sin foresatte om forholdet. Der er imidlertid ikke i kraft af den manglende underretning tale om et forhold af en grovhed, der skal sanktioneres efter tjenestemandsloven.

– Jeg skulle have underrettet min foresatte. Det gjorde jeg ikke, det var en fejl, det beklager jeg, siger Bjørn Bisserup i en pressemeddelelse.

Ifølge Kammeradvokaten er det ikke nok til, at det bør få konsekvenser for de to chefer.

Som chef for Bjørn Bisserup har Thomas Ahrenkiel heller ikke vurderet, at Bisserup bør straffes. For sit eget vedkommende har Ahrenkiel søgt opbakning hos forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

– Jeg har selvfølgelig talt med forsvarsministeren om, hvorvidt han har tillid til mig oven på det her, og det har han, siger Thomas Ahrenkiel.

Han erkender, at han har fået et hak i troværdigheden, hvilket skal ses i lyset af, at det er ham, der skal tage hånd om en kulturændring.

– Det er jeg selvsagt rigtig ærgerlig over, det havde jeg gerne været foruden. Jeg ville ønske, at jeg havde håndteret det anderledes.

– Selvfølgelig er det her et hak i vores troværdighed, og derfor kommer vi til at arbejde ekstra hårdt på at rette op på det, siger han.

Sagerne udspringer af anklagerne mod hærchef H.C. Mathiesen, der er hjemsendt og undersøges af Forsvarsministeriets Auditørkorps.

Han anklages for at have fremmet sin kones karriere gennem magtmisbrug, som forsvarsmediet Olfi først skrev om 18. oktober.

Det er den sag, der har fået Forsvarsministeriet til at bede Kammeradvokaten om at undersøge forsvarschefen og departementschefen.

/ritzau/

FAKTA/Overblik: Sager om nepotisme i Forsvaret

* Forsvarsministeriets departementschef, Thomas Ahrenkiel, deltog i efteråret 2016 i et møde, hvor et vederlag på 75.000 kroner til ministeriets pressechef blev vedtaget. Pressechefen og Ahrenkiel havde i april 2016 indledt et forhold, som de ikke havde fortalt om i ministeriet.

Kammeradvokaten har undersøgt sagen, men selv om Ahrenkiel var inhabil, finder statens advokat ikke, at sagen er grov nok til en tjenestemandssag.

* Forsvarschef Bjørn Bisserup ændrede i 2010, da han var chef for Forsvarsstaben, i økonomien for det daværende Hærens Operative Kommando.

Ændringen bevirkede, at Hærens Officersskole kunne optage flere elever. Forsvarschefens egen søn, Nicolai, var en af dem, der dermed blev optaget i 2010 i stedet for som planlagt i 2011.

Kammeradvokaten finder ikke, at sagen er grov nok til en tjenestemandssag.

* Chefen for hærstaben, H.C. Mathiesen, blev 24. oktober fritaget for tjeneste, mens hærens auditørkorps undersøger anklager mod ham om nepotisme, som anonyme kilder har fremsat i forsvarsmediet Olfi.

Ifølge anklagerne skal hærchefen have bevirket, at hans kæreste blev optaget på uddannelser i Forsvaret uden de nødvendige kvalifikationer samt senere at have skræddersyet et lederjob til hende.

* Direktøren for Forsvarsministeriets Personaletjeneste undersøges af Kammeradvokaten efter anklager om, at hun har udpeget sin mand til chef for 2. Eskadre i søværnet, uden at den eftertragtede stilling blev slået op.

Hun er ikke tjenestefritaget, mens undersøgelsen pågår.

* Forsvarsministeriet undersøger finansdirektøren i Værnsfælles Forsvarskommando, der er kæreste med sin vicechef.

Undersøgelsen skal afklare, om de havde et forhold, allerede da hun ansatte ham og udnævnte ham til oberstløjtnant. Samt om hun har hjulpet ham videre til højere stillinger uden at underrette foresatte myndighed om sin inhabilitet.

Kilder: Forsvarsministeriet og Olfi.

/ritzau/

En kommentar

Skriv et svar
  1. Jamen dog, nu kan vi andre godt være inhabil og bare fortryde bag efter, når denne gang kø ved håndvasken kan slippe godt fra det.
    Hvordan skal man i fremtiden have tillid til den slags ledere, når de ikke en gang kan tænke så langt og trække en linie..
    Læs dog OB Lars R. Møllers bog om ledelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *