Danske soldater har cybervåben med til Estland

For første gang har Folketinget godkendt, at danske soldater har cybervåben med på en international mission.

De omkring 200 danske soldater, der på onsdag udsendes til Estland, står for første gang over for en potentiel modstander med særdeles veludviklede cybervåben, skriver Politiken fredag.

Med en placering få kilometer fra grænsen til Rusland vil de danske soldater ifølge en risikovurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) stå over for en »meget høj trussel om spionage og cyberkriminalitet«.
Derfor gav Folketinget tilbage i april godkendelse til, at de danske styrker kan lade »cyberkapaciteter indgå i det danske militære bidrag«.

Annonce
Annonce

FE vurderer, at der ikke er udsigt til en egentlig militær konfrontation eller krig, når danskerne nu skal være en del af Nato’s udstationering af omkring 1.000 soldater i de tre baltiske lande og Polen.
Men Nato opfatter Rusland som stadig mere aggressiv efter annekteringen af Krim og indblandingen i borgerkrigen i det østlige Ukraine.

En fast udstationering af Nato-soldater i de fire lande skal overbevise både balterne, polakkerne og russerne om, at alliancen står ved den såkaldte musketered og er parat til at komme medlemmerne i øst til hjælp i tilfælde af russisk aggression.

Men når danske soldater først er fysisk tæt på Rusland, så stiger risikoen for at blive indblandet i cyberslagsmål med russerne, vurderer FE. Der kan også ske alvorlige fejl og misforståelse mellem russerne og Nato-styrkerne, og det kan i sidste ende føre til konflikter.

Derfor er danskerne udstyret med et politisk mandat til »udvidet selvforsvar«, der også gælder for cyberspace, skriver Politiken.

Hvordan danskerne i givet fald skal forsvare sig i cyberspace, eller om styrken har offensive cybervåben med til i selvforsvar at kunne foretage en form for forebyggende cyberangreb, er en militær hemmelighed.

Ifølge Jens Ringsmose, der er chef for Institut for Militære Operationer ved Forsvarsakademiet, er der god grund til hemmelighedskræmmeriet. Cybervåben udnytter nemlig sårbarheder hos modstanderen – så hvis fjenden ved, at du kender deres svagheder, kan de dække sig ind.

»Det er noget andet end konventionelle våben som kampvogne og missiler, hvor det kan være en fordel at vise dem frem med store militærparader for at illustrere din magt«, siger han til Politiken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *