Danske soldater genoptager træning af irakiske styrker

Danmark genoptager 1. marts træningen af irakiske styrker på Al-Asad-basen, oplyser Forsvarsministeriet.

Foto: Forsvarsgalleriet.

Danmark er klar til at genoptage træningen af irakiske styrker på Al-Asad-basen, der i januar blev udsat for et iransk missilangreb.

Det oplyser Forsvarsministeriet.

Koalitionens træningsopgaver på basen, der ligger i det vestlige Irak, har været sat på pause siden angrebet på basen 8. januar, men nu kan de danske soldater altså vende tilbage.

Træningen ventes at kunne genoptages 1. marts. Det sker på baggrund af en konkret vurdering fra koalitionens ledelse.

LÆS OGSÅ :  Danske soldater skærper fokus på egen sikkerhed efter angreb

– I kampen mod terror er det vigtigt, at Irak ikke igen bliver arnested for terroristers rekruttering og træning, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) og tilføjer:

– Derfor er det vigtigt, at vi genoptager træningen af irakisk sikkerhedspersonel, så de på den lange bane selv kan varetage trygheden for Irak.

– Vores danske soldaters sikkerhed, mens de løser den vigtige opgave, har selvfølgelig højeste prioritet.

Danmark har siden 2014 deltaget i den internationale koalition, der bekæmper den militant bevægelsen Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien.

LÆS OGSÅ :  100 danske soldater har forladt Irak og er ankommet til Kuwait

Indsatsen blev dog indstillet på grund af et iransk missilangreb 8. januar, der blandt andet ramte basen.

Angrebet var en reaktion på USA’s drab på den iranske topgeneral Qassem Soleimani.

Siden har de danske soldater været i venteposition, men nu er situationen tilstrækkeligt normaliseret til at genoptage træningen.

– Jeg er glad for, at Danmark nu kan genoptage vores træningsindsats. Den er et vigtigt bidrag i kampen mod Isil, hvis uhyrligheder fortsat udgør en trussel mod regionen og i sidste ende mod vores egen sikkerhed herhjemme, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en meddelelse.

LÆS OGSÅ :  Missiler rammer luftbase i Irak med danske soldater

Det har været regeringens ønske, at træningen skulle genoptages så tidligt som muligt, når sikkerhedssituationen tillod det for at opretholde et pres på Isil (betegnelse for IS, red.) i Irak, tilføjer han.

 

/ritzau/

Skrevet af KrigerenDK

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer