Dansk fregat kan give støtte til fransk hangarskib

Danmark er af Frankrig blevet anmodet om at deltage i en flådestyrke, der skal sikre et fransk hangarskib.

Hangarskibet Charles de Gaulle. Foto: SDASM Archives

Timingen var upåklagelig med tanke på det kommende franske statsbesøg i næste uge, da Udenrigspolitisk Nævn fredag blev orienteret om en forespørgsel fra den franske flåde.

Franskmændene har bedt om dansk hjælp til at støtte op om den franske flådes flagskib, hangarskibet Charles de Gaulle.

Regeringen agter i den forbindelse at sende en fregat af sted i perioden fra februar til maj næste år.

Annonce
Annonce

Fregatten skal sammen med en række øvrige støtteskibe sikre hangarskibet mod angreb.

Nick Hækkerup (S), der er næstformand for Udenrigspolitisk Nævn, bakker op om det danske bidrag.

– Det giver søværnet mulighed for at træne og styrke sine kompetencer, ikke bare om bord på skibet, men også sammen med andre af vores allierede, siger han.

Og netop forholdet til franskmændene er vigtigt at styrke, siger den tidligere forsvarsminister.

LÆS OGSÅ :  Danmark får grønt lys til milliardindkøb af SM2 missiler

– Amerikanerne siger, at Europa må tage større ansvar for sin egen sikkerhed. Derfor er det ekstra betydningsfuldt, at europæiske lande træner og øver sig sammen.

– Vi har i forvejen et rigtigt godt samarbejde med Frankrig blandt andet i forbindelse med operationer i Mali, og det skal vi da udbygge, siger han.

Det er planen, at der senere på efteråret bliver fremsat et beslutningsforslag i Folketinget om at sende fregatten afsted.

Danmark råder over tre aktive fregatter, som er Søværnets mest slagkraftige skibstype. De er udstyret med flere forskellige missiler, maskinkanoner og maskingeværer, der kan bruges til både forsvar og angreb.

Sidste år patruljerede fregatten Iver Huidtfeldt i farvandet øst for Bornholm, da Rusland udførte en af de største militærøvelser siden den kolde krig.

LÆS OGSÅ :  Forsvaret får kritik: Har manglet udstyr og søfolk

Samme år blev fregatten Peter Willemoes sendt til Middelhavet for at hjælpe til i kampen mod Islamisk Stat, IS.

Her har det ageret støtteskib for det amerikanske hangarskib USS George H.W. Bush og flere andre hangarskibe. Herudover har det bidraget til en kontrol af luftrummet omkring skibene.

/ritzau/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *