Danmark tager teten i nyt Nato-hovedkvarter

Natos “knytnæve mod øst” knopskyder fredag, når alliancen indvier et nyt divisionshovedkvarter ved byen Adazi nordøst for Letlands hovedstad, Riga.

Danmark har påtaget sig ledelsen af det nye hovedkvarter, der skal stå for en del af Natos operative planlægning samt træne og støtte de baltiske landes forsvar.

I praksis betyder det, at Forsvaret stiller med 60 soldater, hvoraf 20 skal være udstationeret i Letland, mens de resterende 40 skal lede hovedkvarteret fra kasernerne i henholdsvis Karup og Slagelse.

Hertil kommer et dansk stabsstøttebidrag på cirka 80 personer.

Ifølge forsvarschef Bjørn Bisserup understreger det nye initiativ, at Danmark er villig til at påtage sig en vigtig rolle i Natos “afskrækkelsesprofil i østersøregionen”.

– Med etablering af hovedkvarteret er danske soldater med til at tage et betydeligt lederskab i regionen, siger forsvarschefen i en pressemeddelelse.

Det nye danskledede hovedkvarter hedder formelt Multinational Division North og skal ligge permanent i Letland.

Chefen for den nye division er generalmajor Flemming Mathiesen.

Danmarks nye involvering i Baltikum kommer få uger efter, at 200 danske soldater fra hæren i januar vendte hjem fra Nato-missionen eFP i Estland.

Her havde de fra en nedlagt sovjetisk base gennem et år været en del af Natos fremskudte tilstedeværelse mod øst.

Også søværnet bidrager for tiden aktivt til Natos opgaver i Østersøen, hvor Rusland er det primære fokus.

Hele sidste år havde Forsvaret således kommandoen over den ene af Natos to stående flådestyrker.

I år leder det danske inspektionsskib Thetis den ene af Natos to mineryddergrupper, der blandt andet opsporer og sprænger søminer fra Første- og Anden Verdenskrig.

/ritzau

LÆS OGSÅ :  Syv lande lever op til Natos økonomiske krav til forsvar

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer