Foto: FTK

Regeringen har i dag besluttet at bidrage med Forsvarets Challenger fly til luftbåren overvågning i Middelhavet i sammenlagt 40 dage i 2015.

Overvågningsflyet tilknyttes Frontex-operationen Triton med henblik på overvågning af farvandet syd for Italien.

”Jeg er glad for, at Danmark kan bidrage til EU’s bredspektrede indsats i forhold til flygtningestrømmene over Middelhavet. Det er en meget vigtig opgave at overvåge EU’s sydlige grænser i Middelhavet, som det danske Challengerfly nu skal bidrage til”, udtaler forsvarsminister Nicolai Wammen.

De danske bidrag til Frontex skal ses i lyset af erklæringen vedtaget på det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd den 23. april 2015, hvoraf det blandt andet fremgår, at EU’s tilstedeværelse i Middelhavet skal styrkes med henblik på at forhindre tab af menneskeliv.

LÆS OGSÅ : Piratjagt giver medaljer til soldater

Danmark har endvidere tilbudt kontormoduler fra Beredskabsstyrelsen til Poseidon Sea-operationen i farvandet ud for Grækenland, idet det er forventningen, at Danmark vil kunne bidrage med op til 20 moduler, såfremt de danske kontormoduler modsvarer de tekniske specifikationer fra Frontex. De nye kontormoduler vil således kunne supplere de eksisterende kontormoduler fra Beredskabsstyrelsen, der allerede er i brug i Grækenland. Danmark har også tilbudt bidrag i form af terrængående køretøjer fra Beredskabsstyrelsen.
Forsvarsforbeholdet påvirker ikke Danmarks mulighed for at deltage i Frontex, herunder Triton og Poseidon Sea-operationerne. Der er tale om en udvikling af Schengen-samarbejdet, hvor Danmark deltager. Danmark bidrager således allerede til finansieringen af Frontex via sit bidrag til EU’s budget samt med personel og teknisk udstyr til Frontex’ operationer.

Annonce

[divider]Om CL-604 Challenger[/divider]

CL-604 Challenger er oprindeligt et civilt businessjet fly, og hos Flyvevåbnet har det også en række civile opgaver. Typisk er det Flyvevåbnets tre Challenger-fly, der varetager flyvninger for Kongehuset, Regeringen eller Forsvarets ledelse. Challenger-flyene har været i Flyvevåbnet siden 1998, og har siden ankomsten gennemgået flere modifikationer for at kunne løse alsidige opgaver. De tre fly udrustes efter opgavens karakter og kan på kort tid gå fra at være et komfortabelt VIP-transportfly til at udføre mere operative opgaver, som havmiljøovervågning eller fiskeriinspektion.

Flyene kan udstyres med forskellige sensorer, herunder radar og varmefølende kamera (FLIR). Challenger’en udfører miljø- og farvandsovervågning i Danmark, og bliver til den opgave udrustet med sensorer, der kan spore olieforurening på havoverfladen. Sensorerne anvendes også til at udføre fiskeriinspektion i farvandene omkring Grønland og Færøerne, hvor formålet er at inspicere farvandene for ulovligt fiskeri. Det varmefølende kamera anvendes bredt, blandt andet til at finde nødstedte i havet samt til eftersøgnings og antipirateri-opgaver.

  • Fabrik: CANADAIR, Group of Bombardier Inc. Motreal, Quebec, Canada
  • Type: Businessjet / inspektionsfly
  • Motorer: 2 stk. General Electric CF34-3B turbofan-motorer på 8.729 lbs trykkraft
  • Længde: 20,85 m
  • Højde: 6,30 m
  • Spændvidde: 19,61 m
  • Tomvægt: 12.931 kg
  • Fuldvægt: 21.909 kg rer + crew 2 – højest 16 passage- -5
  • Marchhastighed: 850 km/t
  • Max -hastighed: 901 km/t
  • Rækkevidde: 5.556 km
  • Tophøjde: 12.497 m

Kilde: Forsvaret & Forsvarsministeriet


Tilmeld krigeren.dk nyhedsbrevet

2 KOMMENTARER

EFTERLAD ET SVAR