Danmark bliver del af britisk ledet militær udrykningsstyrke

Briterne leder en udrykningsstyrke, hvor Holland deltager samt fire nordiske lande og tre baltiske lande.

Foto: C. Sundsdal - Krigeren.dk

Torsdag går Danmark med i den britisk ledede militære udrykningsstyrke, Joint Expeditionary Force (JEF). Det oplyser Forsvarsministeriet.

Det sker sammen med Holland, Norge, Sverige Finland, Estland, Letland og Litauen. Styrken skal reagere hurtigt på kriser med evakuering, hjælp i humanitære kriser eller indsættelse af soldater i kamphandlinger.

Styrken, der er forberedt i fire år, supplerer Nato. Da principperne bag samarbejdet bygger på Nato-standarder, kan JEF hurtigt integreres i en større Nato-styrke.

Annonce
Annonce

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) vægter styrken højt i en skriftlig kommentar.

– Behovet for at vi som ansvarlige lande, der vægter frihed, fred og demokrati højt, kan tage hurtige beslutninger og agere på dem i en uforudsigelig verden, har ikke været større siden Murens fald, siger Claus Hjort Frederiksen.

– Situationen i Mellemøsten og Ruslands ageren på den internationale scene har gjort verden og vores nærområde mere usikkert. Vi har sammen med de øvrige nationer i JEF alle evnen og viljen til at tage ansvar for vores fælles sikkerhed og tryghed.

LÆS OGSÅ :  Trump i brev til Løkke: Brug flere penge på forsvar

Forsvarsministeren understreger, at Nato stadig er hjørnestenen i dansk sikkerhedspolitik. JEF udvikler dansk forsvars tætte samarbejde med briterne i mange år.

Styrken omfatter hær, flåde og flyvevåben, som kan udsendes globalt. Landene indledte samarbejdet i efteråret 2014 ved Natos topmøde i Wales.

Danmark bestemmer fra gang til gang, om vi skal deltage i en JEF-operation, og hvad Danmark skal bidrage med. I foråret deltog vi i den første større feltøvelse med en bataljons-kampgruppe og tre skibe.

/ritzau/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *