Dagbog : Velkommen til livet i det grønne tøj

En forbandet kold og overskyet dag i februar på togstationen i Holstebro. Der står lidt flere mennesker på perronen end normalt, alle med samme ærinde i den nordjyske by. Destinationen er Kasernen ca. 2 km væk.

Ved ankomsten, efter en 10 minutters køretur i et grønt køretøj, der af alt mest ligner en troppetransporter, skiller vi os hurtigt ud fra personalet. En flok civile gøglere i farvestrålende og ikke-ensartet tøj betræder den snedækkede kaserne.

Der går heller ikke mere end 1½ time før alt civilt lige fra navn til påklædning er opløst som en røghåndgranat i en tornado. Erstatningen de to første dage lyder på en kedeldragt og et par sorte army-boots!

Annonce
Annonce

Om eftermiddagen faldt eksercitskommandoerne som et tæppebombardement, da vi skulle til og lære at opføre os som soldater, hvortil de eneste kommentarer er: ”det ligner jo PIS det der!” Okay, de går lige på og hårdt. Efter at have stået op i utallige timer kun afbrudt af nogle introduktionsforedrag, hvor navnet ”STRITHÅR” impulsivt erstattede mit ellers nye (og fiktive?) bynavn, var vi ret trætte efter en forholdsvis lang dag…

Tirsdag morgen starter med, at en meget højtråbende sergent vader ind ad døren og vækker hele stuen. Og Jesus Kristus, klokken er kun 5! Nå, der er ikke andet at gøre end at hoppe i tøjet ”OG DET HAR I LIGE NØJAGTIG 3 MINUTTER OG 45 SEKUDNER TIL” – citat slut. Vi fik stillet op på 3 geled, men det lignede sjovt nok stadig pis det hele. ”Rekrutnosserne” i nakken på baretten gjorde det åbenbart heller ikke bedre, da forsvarets befalingsmænd har en fobi for snore, som hænger løst fra uniformen. Efter morgenmaden blev vi introduceret den famøse militære stuerengøring. Efter ekstrem grundig rengøring af stuen, blev den tjekket (NEJ, DEN BLEV KONTROLLERET! ) af en sergent. ”Det ligner jo PIS det der!”. Diversiteten i deres udtryksformer var ikke enorm, men til gengæld ganske utvetydig. Og ja, det er jo komplet vanvittigt som befalingsmændene elsker at gøre rent. Summen af imaginationsevner for de ti hjerner, som boede på værelset, var ikke tilstrækkelig til at kunne udtænke alle de steder hvor befalingsmændene fandt støv. Og I kan nok regne ud hvad de syntes, det lignede. Man kan blive helt i tvivl om forsvaret bruger mest tid på skydetræning eller rengøring. Skræmmende, da forsvarets opgave er at gå i krig og ikke at vinde et års forbrug af Cilit BANG i en konkurrence!

Nuvel. ”Jeppes spil, Jeppes regler”. Og Jeppe ejer min sjæl i 4 mdr., så jeg må hellere gøre som Jeppe siger. (selvom Jeppe lider af rengøringsvanvid, red.) Efter den forunderlige oplevelse at se sergenter, så store og onde at de spiser børn til morgenmad, gå lige så meget op i rengøring som hende den forfærdelige kvinde fra VanishOxiAction-reklamerne, kom turen til det emne, som efter min mening må være kernen i forsvarets fundament. The Guns! Vi fik alle udleveret et stykke finmekanisk kunst ved navn Colt M16 A2! Rekylløst og vedligeholdelsesfrit. Et herligt fuldautomatisk stykke værktøj som vi skulle lære at samle, adskille, rengøre, efterse, lade og funktionskontrollere. Nu begyndte det sgu at ligne noget, dette Forsvar! Resten af den 17 timer lange arbejdsdag gik med at få udleveret uniform, øve eksercits og mere eksercits. Da én havde glemt at tage handsker på, kom afstraffelsen prompte, pakket ind i princippet om ”til højre ret”. PS: Vi var møghamrende trætte om aftenen.

Onsdagen gik også med meget eksercits og våbenlære. Men til forskel fra de to andre dage, ”så vi da bare nogenlunde ordentlige ud” da vi havde fået uniformer på. Men det lignede stadig PIS, for vi kunne jo ikke finde ud af at sætte uniformerne efter den helt specielle måde, som sergenterne elsker så højt. Det er i øvrigt morsomt hvad sergenterne har så meget imod civilt tøj? Som udgangspunkt må det være subjektivt hvor vidt det er flot eller ej, men man burde måske lige overveje sit ordvalg inden man hæmningsløst begynder at kritisere civilt tøj, når man selv render rundt i tøj så grønt at man kunne forveksles med en marsmand, en Greenpeace-aktivist eller det, der er værre. Uniformen var udstyret med en del lommer, der alle skulle lukkes konstant, fordi vores overordnede var meget betænksomme overfor os. De advarede os om, at hvis ikke vi lukkede lommerne, druknede vi i dem. Den historie blev man simpelt hen bildt på ærmet. Det viser sig, at vores overordnede alle må have haft samme opvækst som børn. De er ikke blevet skræmt af forældrene med hverken Ole Lukøje, Bøh-manden eller Bigfoot. Nej, deres forældre har fundet på en helt ny og unik måde at skræmme børn på ”Lomme-drukne-døden”. De må, da de var børn, alle være blevet bildt ind, at man kan drukne i en lomme. Alle ved jo, at det kan man ikke. Men de er ret hårdnakkede i deres påstande, så jeg ved ikke helt om jeg skal afsløre sandheden for dem eller ej. Glædeligt er det dog at de er så betænksomme, for de advarer os hele tiden om det.

Onsdag var også dagen hvor vi fik udleveret en masse såkaldte stumper. Og guds nåde hjælpe den, der mister en stump, for så foregår bekendelsen hos oversergenten! Hvis ellers man kunne ”HOLDE STYR PÅ STUMPERNE”, skulle de placeres på en helt bestemt måde og efter et princip, der hedder ”til højre ret”. Det sjove er bare, at dette princip kun gælder for meniges vedkommende selvom det præsenteres som et generelt militært princip. Således må konklusionen jo være, når man får besked på 4 forskellige ting af de 4 forskellige sergenter når skabene skal kontrolleres. Der er i hvert fald ikke meget ”til højre ret” over deres kommandoer på dette punkt! Men igen, er det jo Jeppes spil. Den herlige ”Odins dag” bød også på introduktionen af en ny fortolkning af ordet ”at spille”. Det var åbenbart modsætningen til ”at ligne pis”. For på tredjedagen fik vi faktisk allerede ros, i form af, at ”det spillede”. Og så skulle alt pludselig ”spille”. Armsving, marchtakt, skabsorden, uniform, baret, rengøring etcetera. ”Få det nu til at spille” blev så moderne en sætning at jeg overvejede om det kunne afløse ord som ”lol” og ”nice” hvis man markedsførte det rigtigt. Never mind. Sikkert er, at der røg 17 arbejdstimer mere ind på kontoen.
PS: Vi var vildt trætte om aftenen (dette blev demonstreret af op til flere menige, som ikke helt var i stand til at modtage hele aftenlektioner ad gangen uden at tage en lille lur).

Torsdag blev på mange måder en interessant dag. Befalingsmændene tøede lidt op, begyndte at joke samt reducerede deres db-tal når de talte. Jeg tror egentlig, at tingene begyndte at ”spille” mere end de havde forventet, og det er jo trods alt svært at se sur ud og råbe når de ord, man siger, har en positiv og rosende ladning.

Efter en ganske interessant demonstration af både ”nades”, blålyn-granater og fuldautomatisk anvendelse af M16’eren, skulle vi spise. ”I har 22 minutter og så skal i træde an på 3 geled her”. 22 minutter, og i militærets verden stiller man 5 minutter før + der var 15 minutters kø. You do the math. Man lærer i hvert fald at spise hurtigt. Det er jo også en fordel at kunne, hvis man fx kom med i en amerikansk ædekonkurrence… øh…
Nå, men om aftenen hørte vi et foredrag, der også bidrog betragteligt til at gøre dagen interessant.
Kaptajnen/Chefen gennemgik de militære love, kommandoforhold, rettigheder osv. Interessant, fordi vi fandt ud af, at der var en masse som befalingsmændene ikke måtte befale – frem for alt fysisk afstraffelse. Så ingen armbøjninger til hvis vi fuck’er up! Dét spiller! Bare surt at de allerede havde narret os til at gøre det frivilligt tidligere på dagen ved at få os til at tro, at vi kunne slippe billigere hvis vi mødtes på midten. Hmm.
Da vi lagde os i seng ad helvede til langt ude på natten, havde vi arbejde 52 timer på 3 dage, hvoraf mange af timerne var ude i bidende frost og kulde. Jeg gider aldrig, aldrig høre på at en erhvervsleder beklager sig over at arbejde 50-55 timer om ugen, for det er 20 timer mindre end det vi gjorde, og deres arbejde foregår oven i købet i et varmt lokale foran en pc!

Langt om længe kom fredagen. En af de lettere dage, der gik med at repetere ”pensum” samt kasernerengøring. Ja, det vi havde gjort rent om morgenen skulle ganske enkelt bare gentages. Med andre ord skulle vi gøre selvsamme stue ren, som var blevet godkendt af en rengøringsfikseret sergent bare 5-6 timer tidligere. Jeg har virkelig prøvet at analysere situationen. For de mennesker må jo have en grund til at ville have gjort rent et sted, som allerede er rent. Men jeg må opgive og bare gør som de siger. Jeg tror aldrig helt at jeg forstår det. ”FJENDEN ANGRIBER! LAD OS SKYNDE OS AT FÅ GJORT RENT OG KOMME AFSTED I EN FART!” Nej vel?
Til allersidst skulle vi til appel. Dagens ”Sidney Lee” i 4. deling kom fra stue 1. Han formåede at glemme sine handsker lige da vi skulle til at lave armbøjninger. Som sådan er handlingen ikke slem, men det var ikke populært lige på dét tidspunkt, da armbøjningerne skulle tages på en plads badet i 5 cm iskoldt vand og sne. Så alle aftog handsker. Heldigvis var vi ikke blevet forbudt at lægge handskerne på jorden først og tage armbøjningerne på dem! Hæhæ!

Det endte med at blive en hård, spændende og lærerig uge. De overordnede er begyndt at stole mere på os, og det endte da også med rosende ord fredag eftermiddag. Så nu gælder det bare om at klø på, så vi kan leve på til sergenterne, DF’erne og Chefens forventninger.

Velkommen til Jyske Dragon Regiment!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dagbog : Professionalisme, ærlighed, loyalitet og godt humør

Dagbog : Skydelejr med drengene