Claus Hjort har en række nye danske bidrag med til Nato-møde

Til næste uges Nato-topmøde, hvor USA på forhånd har lagt pres på sine allierede, har Danmark flere gaver med.

Allianceparterne i Nato mødes onsdag og torsdag i Bruxelles.

Forud for topmødet har USA’s præsident, Donald Trump, endnu en gang tordnet mod parternes militærbudgetter. Med i tasken har Danmark en række tiltag, der skal opbløde kritikken.

Det fremgår af et længere interview med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i Berlingske.

Annonce
Annonce

– Det, vi har brug for i Europa, er, at der på det her topmøde udvises solidaritet. For det værste, der kan ske, er, hvis der udbryder uenighed i Nato.

– Så står vi svækket over for russerne, siger Claus Hjort Frederiksen til avisen.

Han fortæller, at han med til topmødet har en række nye danske bidrag.

Danmark vil give 100 millioner kroner årligt frem til 2024 til træning af sikkerhedsstyrker i Afghanistan, lede et nyt hovedkvarter i Riga, sende fire F-16-fly til Baltikum samt yde støtte til cyberkapacitet.

LÆS OGSÅ :  Trump: Nato-lande burde betale fire procent til forsvar

– Danmark skal som ledende nation stå for at opbygge et divisionshovedkvarter i Letland, som dels skal fortsætte træningen af de baltiske brigader, som vi har gjort hidtil.

– Men også føre de baltiske brigader – og i øvrigt også den danske brigade – hvis det skulle komme dertil, siger forsvarschef Bjørn Bisserup til DR Nyheder om det øgede bidrag.

Derudover vil Danmark sende 100 millioner kroner til Ukraine, der skal administreres af Udenrigsministeriet. De skal gå til støtte til civilsamfundet.

Forud for mødet i Bruxelles har USA’s præsident lagt pres på flere lande, deriblandt Danmark, for at øge sine militære udgifter. Det fremgik af et brev til den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).

– Vi anerkender, at Danmark er i gang med at hæve forsvarsudgifterne.

LÆS OGSÅ :  Danmark går ind i to nye militære alliancer

– Men der er stadig ingen forklaring på, hvorfor USA fortsat bruger flere ressourcer på Europas forsvar, når kontinentets økonomier, inklusive Danmarks, har det godt, skrev Trump.

Danmark bruger ifølge Natos opgørelser 1,2 procent af bnp på forsvaret. Kravet i Nato er officielt 2,0 procent, og landene har alle aftalt at arbejde hen imod det på et topmøde i Wales i 2014.

Claus Hjort Frederiksen er enig med Donald Trump så langt, at Europa bør bruge flere penge på eget forsvar.

– Det er der ingen, der er uenig i. Det er ikke retfærdigt, at amerikanske skatteydere skal betale for europæernes sikkerhed. Det skal vi gøre noget ved, siger Claus Hjort Frederiksen til Berlingske.

/ritzau/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *