Boganmeldelse : Soldaten – i krig og kærlighed

’Soldaten – i krig og kærlighed’ er endnu en bog af endnu en journalist, der hellere vil være forfatter. Det er synd for historien, at den skal pakkes ind i dårligt sprog. Det er også synd for historien, at skribenten bruger så meget krudt på at udstille andre frem for at koncentrere sig som sin hovedperson.

Af Jeanette Serritzlev

Det er endnu en bog om endnu en soldat i Afghanistan. Det er en historie om en sympatisk 22-årig fyr, der drager til Afghanistan for at gøre en forskel – og for at bestå den ultimative manddomsprøve.

Sergent Jacob Christensen har en historie at fortælle. For det har enhver, der træffer beslutningen om at drage i krig. Desværre overdøver skribentens litterære ambitioner fortællingen. Der er masser af klichéer, og Jacob Christensen citeres konstant for sine tanker – eller forfatterens genfortolkning af dem:

”Jeg løj for mig selv, og det kunne jeg sikkert have gjort hele livet herhjemme, men dernede … Hvem prøver du at snyde, Jacob?” siger han til sig selv. ”Jeg kan ikke lyve for mig selv længere. Det har nærmest været åbenbaringer, sådan: Nu ved jeg, at livet kan forsvinde så let, og at det skal bruges rigtigt.”

Hele bogen er skrevet i nutid, og fortælleren er allestedsnærværende. Også i forældrenes hoveder derhjemme. Den triviallitterære tone er svær at udholde. Og det er synd, for jeg vil faktisk gerne høre, hvad Jacob har at fortælle. Bogen er mere drengerøvsagtig end mange andre nyere krigsbøger. Der er mindre refleksion og mere bare beskrivelser af hverdag. Det betyder, at man som læser kan savne lidt tyngde, men det tilbyder også en direkte adgang til omgangstonen i de fremskudte baser.

Der er informationer undervejs, som man kan undres over. Jeg håber da så sandelig, at skribenten kun skriver efter aftale med de implicerede, når hun vælger ved (kalde)navns nævnelse at fortælle om en hændelse, hvor en konkret soldat har slået to afghanere ihjel. Som læser sidder jeg dog snarere med indtrykket af, at skribenten ikke helt gør sig klart, hvilket stof hun har med at gøre. Som når hun skriver:

”Da de senere bliver bedt om at bekræfte, at manden er død, hører Jacob i radioen, at Sandvad svarer: ”Det vil jeg mene. Det, jeg kan se, er en overkrop med splat.”

På samme vis når hun udstiller såvel sin hovedperson som hans ekskæreste:

”Mens han sad og plaprede, kunne han mærke, at forholdet var forbi. Når han talte Rikkes plus- og minussider på fingrene, myldrede de pludselig frem på minussiden. Han var træt af, at hun virkede så afhængig af ham. Han havde en følelse af, at han havde pligt til at underholde hende hver aften. Det irriterede ham pludselig også, at hun som regel ville hurtigt hjem fra en fest, mens Jacob ikke var til at skrabe af stolen. Og at hun sjældent tog initiativ til noget spontant. Og da han fortalte hende om Sophias død, kunne hun ikke forstå, hvorfor han var så ked af det.
”Du kendte hende jo ikke så godt,” sagde hun.”

Hvis Jacob Christensen har behov for at reflektere over sit forhold, burde han gøre det i sin dagbog eller over for vennerne. Udstillingen af ekskæresten som kedelig, klæbende og blottet for empati klæder hverken ham, hende eller skribenten.

Bogen trænger i det hele taget til en indholdskorrektur. Vist har skribenten fået mange ting korrekt med, men det er irriterende at skulle læse småfejl som ”kaldenummer” (kaldetal) og ”skudsikker vest” (fragmentationsvest). Hver gang man støder på sådan en fejl i læsningen, koster det point på troværdighedskontoen.

Det er en letlæst historie, og bogen kan måske bruges som en let indføring i soldaternes hverdag i Afghanistan. Men den rummer kun spor af hverdag pakket ind i klichéer. Refleksion og analyse må søges andre steder. Bogen tåler ingen sammenligning med f.eks. Søren Sjøgrens ”Med støvlerne på”, der udkom i august (se anmeldelse her på Krigeren.dk).

Det ændrer dog ikke på, at Jacob Christensens historie er værd at lytte til. Jacobs oplevelser af kammerater, der falder, gør indtryk. Det er formen, der gør bogen problematisk og trækker ned; det er Jacobs historie, der giver den to stjerner. Vel fortalt havde den været til mere.

Skrevet af Jeanette Serritzlev

Hun har i mere end 10 år beskæftiget sig med information og kommunikation i Forsvaret.
Hun er analytiker på Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet, hvor hun arbejder med forskellige former for information og påvirkning. Hun er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation samt Master i Militære Studier.

Comments

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer