Boganmeldelse: I stålstormen

Håndgranaterne ryger hen over siderne, og nedslagene sætter sig i læseren. Det gør ondt. Det er for meget. Det er 1. verdenskrig. Og det er helt og aldeles forrygende beskrevet. Løjtnant og forfatter Ernst Jüngers ”I stålstormen” er af uransagelige årsager først nu oversat til dansk. Læs den.

[quote]”Man var blevet træt og havde vænnet sig til krigens ansigt, men netop på grund af denne tilvænning så man begivenhederne i et dæmpet og anderledes lys. Man blev ikke længere så blændet af de voldsomme syn (…). Krigen kastede sine dybere gåder nu. Det var en sælsom tid.”[/quote]
Således skriver løjtnanten Ernst Jünger i sommeren 1918. Som 19-årig var han i frivillig krigsiver draget ud – for alt for kort efter at opdage, at romantikken var et andet sted. ”I stålstormen” beskriver hans fire år i krigen, de mere end ti gange, han bliver såret, hans mange tab og hans modtagelse af Jernkorset.

Der er forbavsende, og befriende, lidt politik i krigen. Det gælder livet i skyttegravene. Skiftende stillinger. Myterne om Somme. Det handler om mødet med lokale, kammerater, der falder, og fjenden, der i et øjeblik bliver et spejl af en selv.

Det er en bog af en tysk soldat, men ikke om krigen fra tysk side. Det er først og fremmest en beretning fra fronten, og lur mig, om ikke håndgranaten gør lige så ondt og gør samme skade uanset uniformen. Og om regnen ikke føles på samme måde:

Annonce
Annonce

[quote]”Når vandet først trængte gennem frakken og uniformen og i timevis løb ned over kroppen, følte man sig sådan til mode, at ikke engang den raslende lyd af afløsning, der nærmede sig, kunne opmuntre en.”[/quote]

LÆS OGSÅ :  Sovjetistan – det glemte land

Staten kan tage ansvaret; ikke sorgen
Det var en sælsom tid, skriver forfatteren, og de få ord fortæller så meget, om end de siger så lidt. Et møde med en død fjende, der har præget ham gennem årene, får ham til at skrive:

[quote]”Staten, der fritager os fra ansvaret, kan ikke befri os for sorgen; den må vi selv stå igennem. Den rækker langt ind i drømmene.”[/quote]

Der skrives meget om krig, nye som gamle; der skrives heriblandt meget dårligt. Dette er i særklasse. Jünger har siden skrevet andre bøger, ligesom dagbøgerne, der ligger til grund for ”I stålstormen”, senere er blevet udgivet. ”I stålstormen” har da også set flere former; syv forlyder det i efterordet af Adam Paulsen. Så mange efterbehandlinger kan selvsagt give anledning til at tro, at der er pyntet på virkeligheden de steder, den ikke har været køn nok i sig selv.

Det samlede indtryk ved læsningen er dog, at det ikke er tilfældet. Der er pyntet på sproget; og det kun til glæde og gavn for læseren. Men det virker ikke som en mand, der har forsøgt at skabe en heltemyte om sig selv. Han erkender, at han har været heldig. Han beskriver således, hvorledes han på et tidspunkt bryder sammen – og en aften, hvor han kryber ind til en anden soldat, på grund af en ’usigelig følelse af ensomhed og forladthed’ i det døde landskab. Det er også historien om at fryse og frygte for natten; og om at finde glæde i et forladt hus med vin og mad.

LÆS OGSÅ :  Sovjetistan – det glemte land

Grimheden læseværdigt beskrevet
Skyttegravskrigen var grim, og man når over de hundredevis af sider at få nok af beskrivelserne af håndgranaternes virkning og hjernemasse, der løber ned over ansigtet. Men det stærke ved beskrivelserne er, at de både er grimme, ækle og smukke. Man husker bagefter, ligesom fortælleren, de særlige øjeblikke med kønne, flamske piger i sommerkjoler på en banegård. Man husker den engelske officer, hvis liv han skånede. Man husker grunden til, at cbrn-masken har sin plads på basis:

[quote]”Vi havde været udsat for et angreb med udblæsning af ren klor, en kampgas, der giver forbrændinger og ætsninger i lungerne. Fra og med denne dag besluttede jeg altid at have gasmasken på mig, for hidtil havde jeg i min utrolige letsindighed tit efterladt den i dækningsrummet for at kunne tage smørrebrød med i beholderen som i en botaniserkasse. Nu var jeg ved selvsyn blevet belært om noget andet.”[/quote]

 

Jüngers egne eventyrer begyndte allerede året før, da han flygtede hjemmefra og meldte sig til Fremmedlegionen. Afrika var målet. Med faderens hjælp kom han dog hjem igen – for senere at melde sig til fronttjeneste. Han kom hjem fra krigen, og det samme gjorde hans dagbøger. Sidenhen kom flere bøger fra hans hånd. Jeg skal indrømme, at jeg ikke har læst dem, men de er nu kommet på ønskesedlen. For det er krigslitteratur, når det er bedst, og anbefalingen herfra kan gøres meget kort: Læs den!

Jeanette Serritzlev

Skrevet by Jeanette Serritzlev

Hun har i mere end 10 år beskæftiget sig med information og kommunikation i Forsvaret.
Hun er analytiker på Institut for Militære Operationer på Forsvarsakademiet, hvor hun arbejder med forskellige former for information og påvirkning. Hun er uddannet cand.mag. i dansk og kommunikation samt Master i Militære Studier.

En kommentar

Skriv et svar
  1. Anmeldelsen forsømmer at beskrive selve Jüngers grundindstilling til krigen (eller kampen), der løber som en rød tråd igennem værket. Hvis man ikke har forstået den, har man ikke forstået hvorfor Jünger skriver som han gør og hvorfor hans beskrivelse er så anderledes i forhold til Célines eller Remarques.

    Hvad Jüngers øvrige produktion angår, er der ikke meget at hente for de krigshungrende. De senere bøger bærer endda præg af hans pågående eksperimenteren med psykedeliske stoffer :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *