Boganmeldelse : Breve fra Anders

For folk, der interesserer sig for Danmarks deltagelse til søs under Anden Verdenskrig er bogen et must – og for alle os nørder om dansk krigshistorie er den et tiltrængt pust om en side af krigen, som aldrig har hørt om.
Karakter
4.0

Bogen ”Breve fra Anders” er en fortælling om de danske krigssejlere. Søfolk, der deltog i Anden Verdenskrig som en del af de allieredes handelsflåder, men som blev glemt i den danske historie. 1.350 af dem kom aldrig hjem. Bogen er deres fortælling og en hyldest til vores glemte søfolk.

Fortællingen er skrevet af Anders Bjørn Hansen om 2. styrmanden Anders Hansens liv til søs. Navnesammentræffet er ingen tilfældighed. Sejleren Anders var bror til forfatteren Anders’ farfar.
Beretningen kombineres med personlige anekdoter og bærer præg af, at forfatteren har en personlig mission – og gudskelov for det, da det giver nemlig lyspunkter i en velskrevet, men langtrukken beretning.

Anders Hansen og de glemte sejlere

Annonce
Annonce

Fortællingen er en kombination af en beretning om Anden Verdenskrig set igennem de tusinder af danske krigssejlere, og en fortælling om Anders Hansens liv som 2. styrmand om bord på M/S Panama.

Fortællingen er tilrettelagt efter de breve, som Anders Hansen efterlod til sin familie – og som forfatteren Anders Bjørn Hansen har fået overleveret af sin farfar, krigssejlerens bror.

”En soldat ville ofte vide, hvornår han skulle i kamp, og hvornår han befandt sig ved frontafsnittet. For søfolkene forhold det sig anderledes, for dem var krigen en fast følgesvend på hver enkelt sejlads.” – citat fra bogen

Breve fra Anders - Bogens omslag
Breve fra Anders – Bogens omslag

Bogen er logisk bygget op, hvor hver periode i Anders Hansens liv på Panama bliver afspejlet i de historiske udviklinger, der sker i perioden 1939-1945. Det er spændende og fængende at læse om, hvordan de dansk-tyske forhandlinger under besættelsestiden får indflydelse på Anders’ liv – uanset om han er i langt fra krigen i Sydney og New York, eller oplever bombetogt efter bombetogt på landlov i Liverpool.

LÆS OGSÅ :  Sovjetistan – det glemte land

Igennem beretningen følger vi Anders på hans togter rundt om jorden, først i tjeneste i den danske handelsflåde og senere – efter store problemer, da Danmark besættes af Tyskland – som ”venligtsindet fjende” i tjeneste i den britiske handelsflåde. Vi oplever hans værste og bedste øjeblikke, og vi får en sjælden indsigt i de danske søfolks hverdag og verden.

Særligt rammende var det for mig at opleve, hvordan søfolkene både følte sig forrådte af den danske samarbejdsregering indtil det skæbnesvangre brud med Tyskland i 1943 – men i lige så høj grad var splittede i deres holdning til Storbritannien. Stort set alle sømænd, inkl. de kommunistiske, arbejdede frivilligt i den britiske handelsflåde. Så meget desto mere var skuffelsen, da de gang på gang oplevede, hvordan briterne opfattede sejlerne som venligtsindede fjender. Her brillerer forfatteren virkelig.

Nutidens perspektiv på den glemte krig
Jeg læser bogen i perioden omkring 69-året for Danmarks befrielse, og jeg kan ikke lade være med at lade tankerne flyve. Melodien til ”En lærke letted” (1945) kører igen og igen i baghovedet, mens jeg i Kgs. Have i forårets stråler tygger mig igennem bogen. ”Og det var forår og Danmark frit”, nynner jeg.

I bogen fornemmer man historiens vingesus, og hvordan Danmark spillede en lille, men vigtig rolle i de allieredes krigsindsats mod Det Tredje Rige. Bogen får mig til at tænke tilbage på den tid, der har været. Hvor utrolig begejstringen må have været, da BBC’s ikoniske udtalelse faldt om aftenen den 4. maj 1945. Hvordan tiden må have stået stille. Lige så må den have stået stille for Anders Hansens kone, da hun i maj 1945 – lige efter frigivelsen af Danmark – fik besked om, at Anders var gået ned med M/S Panama.

LÆS OGSÅ :  Faldskærmschefen, der faldt og rejste sig som forfatter

Bogen er simpel, men fantastisk i den forstand, at forfatteren bruger brevene fra sin farfars bror om de danske krigssejleres indsats. Om deres liv og bedrifter. Om hvad de tænkte, og hvorfor de handlede som de gjorde – i sagens og fædrelandets tjeneste.

Forfatteren hæver ret interessant niveauet for en almindelig fortælling om en 2. styrmand og hans kone til de forsvarsmæssige og sikkerhedspolitiske forhold, som samarbejdsregeringen og Kongen drøftede samtidigt. Det fortjener forfatteren stor ros for.

Sammenfatning
”Breve fra Anders” er velskrevet, letlæst og godt researchet. For folk, der interesserer sig for Danmarks deltagelse til søs under Anden Verdenskrig er bogen et must – og for alle os nørder om dansk krigshistorie er den et tiltrængt pust om en side af krigen, som aldrig har hørt om.

Forfatteren formår i fortællingen ikke at løfte den op over det udmærkede. Det er både en styrke og en svaghed, at bogen kombinerer de personlige breve, beretninger fra andre krigssejlere og de historiske begivenheder – for overgangene er glidende, men man mangler den store sammenhæng.

Mikael Valsted Sørensen

Skrevet by Mikael Valsted Sørensen

ba.scient.pol.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *