Avis: Nyrup strammede oplysninger om Kosovo-krig

Poul Nyrup trak Danmark ind i Kosovo-krigen på baggrund af strammede oplysninger. Det skriver Berlingske.

Kosovo september 1999. Arkivfoto: Forsvaret

Anders Fogh Rasmussen (V) er ikke den eneste statsminister, der har trukket Danmark ind i en krig på et omdiskuteret grundlag, som det skete med Irak-krigen i 2003.

Det skriver Berlingske.

Det har Foghs forgænger, socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen, nemlig også. Han sendte i 1999 danske kampfly afsted for at bombe mål i Jugoslavien uden et FN-mandat.

Og det er problematisk. Det konkluderer forskere og professorer på baggrund af tirsdagens udredning om dansk krigsdeltagelse i Kosovo, Afghanistan og Irak.

Danmarks deltagelse i Kosovo-krigen er endda mere problematisk end deltagelsen i Irak-krigen. Det vurderer Ole Wæver, professor i international politik ved Københavns Universitet.

– Det er helt sikkert, at Nyrups beslutning om at gå i krig i Kosovo var mere problematisk, når man måler det i forhold til grundlaget for at gå ind i Irak, hvis vi ser på, om der var et FN-mandat eller ej, siger Ole Wæver til Berlingske.

Anders Fogh Rasmussen henviste til et tidligere FN-mandat til krig mod Irak, da Folketinget i 2003 tilsluttede sig krigsindsatsen i Irak. Mandatet gik på Saddam Husseins manglende samarbejde om nedrustning.

– I forbindelse med Irak-krigen lavede man alle mulige krumspring for at få det til at se ud som om, at der var et FN-mandat. De færreste jurister ville godtage det. Men Fogh-regeringen kunne lade som om, at den havde papirerne i orden.

– I forbindelse med Kosovo kunne Nyrup-regeringen end ikke lade som om, at der var et FN-mandat, siger Ole Wæver til Berlingske.

Embedsmænd i regeringen var helt klar over, at dansk deltagelse i luftkrigen mod Jugoslavien ville foregå uden FN-mandat.

Det viser en række hidtil fortrolige dokumenter. Dokumenterne er offentliggjort af det særlige forskerhold fra Københavns Universitet. Holdet har siden 2016 undersøgt dansk krigsindsats.

I et dokument fra embedsmænd i Statsministeriet fremgår det, at den FN-resolution, regeringen agtede at bruge som “dække” for krigsindsats, var ubrugelig.

Det fremgår også af notatet, at regeringen med beslutningen om at intervenere forlod “50 års dansk FN-politik”.

For offentligheden og Folketinget slørede den daværende SR-regering, at den planlagte krigsindsats skete uden mandat. Det viser udredningen ifølge Berlingske.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Poul Nyrup Rasmussen.

/ritzau/

LÆS OGSÅ :  Forskere: Dansk-amerikansk venskab vejede tungest i Afghanistan

Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Loader…

0

Din reaktion / kommentar ? Du kan enten vælge at benytte via Facebook, eller nederst (standard kommentar)

0 kommentarer